SecurityWorldMarket

03-03-2022

Ny mand i spidsen for Securitas Danmark

46-årige Claus Fibiger er Securitas Danmarks nye topchef. Foto: Securitas

Claus Fibiger er navnet på den person, der som administrerende direktør for Securitas Danmark skal lede sikkerhedsleverandøren videre. Han afløser Tom Laursen, der er fortsat i koncernen som Vice President Solutions Europe.

Claus Fibiger kommer med en lang erfaring fra lignende servicevirksomheder, bl.a. som administrerende direktør for teknikvirksomheden Lindpro og kommerciel direktør hos Coor. Senest kommer han fra en stilling som administrerende direktør hos Team Olivia. Hos Lindpro har Claus Fibiger været foregangsmand på kommercielle og kundevendte omlægninger af organisationen.

Den nye landechef for Danmark tiltræder hos Securitas midt i en tid med ambitiøse opkøb. Sidste år opkøbte Securitas virksomheden Dansk Brandteknik og tilføjede dermed over 70 års ekspertise og næsten 43 medarbejdere med kompetencer indenfor brandsikring. Desuden blev det i december 2021 offentliggjort, at Securitas AB har indgået aftale om opkøb af Stanley Security globalt.

- Securitas er en solid og stærk virksomhed, der står et spændende sted, hvor vi i de seneste år netop har vist, hvor relevant og vigtig kombinationen af fysisk og teknisk sikkerhed er i en hverdag, hvor epidemier også er blevet en del af trusselsbilledet. Nu skal vi fokusere på at udvikle forretningen og forsætte med at levere den samme klare relevans på nye områder, siger Claus Fibiger.

Han afløser Tom Laursen, der efter otte år som direktør for Securitas Danmark sidste år forlod chefstolen til fordel for en stilling som Vice President Solutions Europe, hvor han er ansvarlig for udviklingen af et af Securitas’ vigtigste strategiske forretningsområder - også for kunder på tværs af landegrænser både på europæisk og globalt niveau.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen