Resultaterne bygger på en tilfældig stikprøve blandt 11.000 forbrugere i 12 lande, hvor deltagerne har bekræftet deres samtykke to gange. Undersøgelsen afdækker en tillidsudfordring i takt med, at AI bevæger sig fra at besvare spørgsmål til at handle på forbrugernes vegne. Denne udvikling kræver, at forbrugerne har tillid til, at virksomheder og deres AI-agenter får større adgang til personlige oplysninger og digitale konti, selv om tilliden til håndteringen af disse oplysninger fortsat er lav.
Kun 12 procent af forbrugerne på verdensplan har fuld tillid til, at virksomheder håndterer deres identitetsoplysninger forsvarligt, hvilket er et fald fra 17 procent i 2025. Forbrugerne er særligt tilbageholdende med at give AI adgang til deres penge og e-mail. Bekymringerne handler ikke kun om risikoen for fejl, men også om beføjelser, repræsentation og ansvar.
– Forbrugerne er åbne over for, at AI kan påtage sig flere opgaver, men de vil have indflydelse på, hvor langt teknologien må gå, siger Darryl Jones, Vice President of Consumer Segment Strategy hos Ping Identity.
– Jo mere ansvar vi giver AI, desto vigtigere bliver det at være tydelig omkring, hvad teknologien må gøre, hvilke oplysninger den har adgang til, og hvem der fortsat har kontrollen.
Forbrugerne tager AI-assistance til sig, men sætter grænser for selvstændige handlinger
- Assistance frem for selvstændighed: 56 procent af forbrugerne er trygge ved at bruge AI til assistance i situationer med begrænset risiko (27 procent) eller til anbefalinger (29 procent). Men kun 5 procent er trygge ved, at AI udfører handlinger med deres godkendelse, og blot 3 procent accepterer, at AI udfører rutinemæssige handlinger eller transaktioner uden endelig godkendelse.
- Økonomiske grænser og adgangsbegrænsninger: 42 procent vil højst lade en AI-agent bruge 100 dollar, mens 22 procent slet ikke vil tillade økonomiske transaktioner.
- Bekymringer om repræsentation og kontrol: 71 procent er bekymrede for, at AI-agenter, der handler på deres vegne, kan give et forkert billede af deres personlighed eller værdier. Samtidig mener 47 procent, at det er et større problem konstant at skulle kontrollere en AI-agents arbejde, end at agenten begår en fejl.
Forbrugerne ønsker gennemsigtighed – ikke kun effektivitet
- Krav om åbenhed: 56 procent af respondenterne mener, at det er vigtigere at få oplyst, når AI anvendes, end blot at få det hurtigst mulige resultat.
- Konsekvenser af skjult AI-anvendelse: 20 procent af forbrugerne vil straks forlade en hjemmeside, hvis de har mistanke om, at AI anvendes uden at blive oplyst om det. Yderligere 20 procent vil helt undgå at benytte det pågældende brand i fremtiden.
Forventningerne til AI's selvstændighed og tillid varierer fra land til land
- Store forskelle i villigheden til at uddelegere beslutninger: Forbrugere i Indien (70 procent) og Indonesien (61 procent) er betydeligt mere åbne over for at lade AI træffe selvstændige beslutninger end forbrugere i Sverige (21 procent), Holland (19 procent) og Australien (18 procent).
- Forskellige prioriteter: Mens 68 procent af forbrugerne i Australien, 63 procent i USA og 57 procent i Storbritannien ønsker at få oplyst, hver gang AI anvendes, skiller Indonesien sig ud. Her prioriterer 62 procent af forbrugerne hastighed og præcision højere end information om brugen af AI.
Ifølge Ping Identity er sikker og ansvarligt styret AI afgørende for at opbygge forbrugernes tillid, efterhånden som teknologien bevæger sig fra at yde assistance til at udføre selvstændige handlinger.
Klare tilladelser, gennemsigtighed og tydelig ansvarsfordeling kan give forbrugerne tillid til, at AI handler inden for fastlagte rammer, og at mennesker fortsat har kontrollen.












.jpg?w=480&action=fill&sh=02a83)























