SecurityWorldMarket

02-12-2025

Milestone: CEO Thomas Jensen stopper

Thomas Jensen er pr. 1. december ikke længere CEO i Milestone Systems.

Milestone Systems' topchef Thomas Jensen stopper med øjeblikkelig virkning, og selskabet søger nu ny direktør.

"For yderligere at styrke sammenhængskraften og samarbejdet på tværs af organisationen har bestyrelsen besluttet at igangsætte en søgeproces efter en ny administrerende direktør. Som følge heraf er Thomas Jensen trådt tilbage fra sin rolle som CEO. Bestyrelsens næstformand siden 2015, Jeppe Frandsen, bliver konstitueret CEO fra i dag og udtræder derfor samtidig af bestyrelsen."

Sådan lyder meldingen fra Milestones bestyrelsesformand Lau Normann Jørgensen.

Jeppe Frandsen, der har siddet i Milestones bestyrelse i over 10 år som næstformand, kommer dog ikke i betragtning til den permanente CEO-stilling, men han vil arbejde tæt sammen med bestyrelsen om at rekruttere en ny CEO.

Lau Normann Jørgensen kommenterer ikke yderligere Thomas Jensens fratrædelse, der er gældende pr. 1. december, men han giver den detroniserede topchef disse ord med på vejen:

- Thomas Jensen har i løbet af sine fem år som leder af Milestone formået at positionere virksomheden som frontløber inden for ansvarlig teknologi, AI og EU’s datasuverænitetsdagsorden. Vi takker Thomas for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i hans fremtidige virke.

Endvidere siger Lau Normann Jørgensen:

- Vi er også glade for at byde Seymour Liebman, Executive Vice President hos Canon, velkommen i bestyrelsen. Seymours udnævnelse, sammen med Minoru Asada, Group Executive F&A, understreger Canons stærke engagement i Milestone.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen