SecurityWorldMarket

18-01-2022

Lempede restriktioner i Norge baner vej for succesfuld Sectech i Oslo

Sectech Norway skulle egentlig have fundet sted i 2021, men var nødt til at blive flyttet til 9.-10. marts 2022.

9.-10. marts 2022 er det Norges tur, når Sectech Norway finder sted i Nova Spectrum i Lillestrøm, lidt uden for Oslo.
I sidste uge kunne Norges statsminister Jonas Gahr Støre melde om lempelser i landets coronarestriktioner.
- Det er et godt tegn, og vi krydser fingre for situationen Norge, siger projektleder for Sectech, Deniz Baykal fra arrangøren AR Media International.

Der er en rekordstor interesse for Sectech i Nova Spectrum den 9.-10. marts. Med omkring 60 udstillere er messen den hidtil største i Norge.

- Det er dejligt. Og udstillerne repræsenterer også en god blanding, både i forhold til hvilke teknologier der er repræsenteret, og hvilke lande virksomhederne kommer fra, siger Lennart Alexandrie, CEO for AR Media samt ansvarlig for seminarerne.

Den seneste coronabølge har ifølge Alexandrie virkelig skabt usikkerhed omkring sikkerhedsmarkedets events, såvel i Skandinavien som i resten af verden.

Sectech i Sverige var en succes

I efteråret blev Sectech afholdt både i Stockholm og i København med kun en måneds mellemrum. I Sverige var covid-situationen i slutningen af oktober relativt stabil, og sikkerhedsmessen blev en stor succes, der tiltrak over 3.000 sikkerhedsprofessionelle (besøgende og udstillere).

- Det var fantastisk. Der var så mange mennesker og sådan en positiv stemning. Det ser jeg gerne igen, når Sectech skal finde sted i Norge, siger Deniz Baykal.

Sectech i Danmark blev hårdt ramt

På Sectech i Danmark den 1.-2. december 2021 var situationen en helt anden. Smitten var i voldsom stigning, og dagene før arrangementet skulle starte, skærpede regeringen restriktionerne, hvilket førte til, at mange præregistrerede besøgende blev hjemme.

- På baggrund af, hvor mange der havde tilmeldt sig på forhånd, har vi regnet ud, at de skærpede restriktioner førte til, at vi gik glip af omkring 400 besøgende. Især dem fra Vestdanmark, siger Deniz Baykal, som også nævner den snemængder og den kraftige vind, som hærgede Danmark natten før åbningsdagen, og som hun mener også havde en negativ effekt på besøgstallet.

- Med det in mente skal vi nok være glade for, at over 500 besøgende alligevel fandt vej til messen i disse to dage, siger hun.

Krav om mundbind

Selvom det i Norge er besluttet at lempe på restriktionerne, vil der stadig være krav om mundbind blandt andet i den kollektive transport og i taxaer. Det er også et krav at bruge mundbind på offentlige steder, hvor der er mange mennesker, og hvor man ikke kan holde mindst en meters afstand. Dette gælder også for messer og udstillinger.

Tror på en stærk Sectech-messe

Til seminarerne på Sectech (og andre arrangementer) gælder en regel om maks. 200 personer, der sidder med én meters afstand mellem hinanden.

- Vi er glade for, at det går i rigtig retning. Det ser lovende ud for Sectech i Norge, og vi håber og tror, at sikkerhedsmessen kan blive mindst lige så vellykket, som den var i 2019, siger Sectechs projektleder, Deniz Baykal.

- Men vi skal selvfølgelig overholde alle anbefalinger og krav samt følge alle restriktioner, der gælder til den tid. Vi vil løbende informere både besøgende og udstillere om, hvad der gælder, kommenterer hun afslutningsvis.


Tags

Leverandører
Tilbage til toppen