SecurityWorldMarket

11-02-2021

Lemvigh-Müllers direktør forlader firmaet

Morten Trolle forlader Lemvigh-Müller.

Grossisten Lemvigh-Müller ruller nu en ny strategi ud med følgende melding: "For at sikre klart ejerskab for de mange strategiske initiativer og tæt sammenhæng mellem aktiviteterne på tværs af værdikæden har bestyrelsen ønsket at konsolidere direktionen, og adm. dir. Morten Trolle er derfor fratrådt efter gensidig aftale."

Lemvigh-Müllers nye strategi skal positionere virksomheden som "den foretrukne forretningspartner for industrien, installationssektoren og byggebranchen på både kunde- og leverandørsiden." Strategien rummer tre strategiske spor og en lang række konkrete projekter og aktiviteter, som bl.a. har fokus på at bringe Lemvigh-Müller helt i front i forhold til grøn omstilling, digitalisering og best in class-kundeoplevelser.

På den baggrund har bestyrelsen valgt at konsolidere direktionen til to sideordnede direktører, Christian Herbert og Christian Søgaard-Christensen. Den konsolidering giver en tilsvarende konsolidering af ejerskabet for de strategiske initiativer og sikrer, "at der er tæt sammenhæng mellem aktiviteterne på tværs af værdikæden."

Som et led i konsolideringen er det efter gensidig overenskomst besluttet, at adm. dir. Morten Trolle fratræder sin stilling i Lemvigh-Müller. Morten Trolle har gennem mange år lagt en stor indsats i Lemvigh-Müller og har været med til at sikre, at det fundament, virksomheden skal bygge fremtiden på, er stærkt. Christian Herbert har fremadrettet ansvaret for virksomhedens markedsvendte funktioner, og Christian Søgaard-Christensen har ansvaret for de operationelle funktioner og stabsfunktionerne.



Leverandører
Tilbage til toppen