SecurityWorldMarket

23-12-2022

Kemp & Lauritzen fylder 140 år

I december 1882 grundlagde Otto Kemp og Severin Lauritzen et af Europas første telefonselskaber og virksomheden Kemp & Lauritzen, og nu kan den 2.400 mand store installations- og teknikvirksomhed således fejre sit 140-års jubilæum. Administrerende direktør Peter Kaas Hammer peger på tre vigtige årsager til den kontinuerlige og mangeårige fremgang: Udviklingen inden for de tekniske kompetencer, fondsejerskabet og de løbende opkøb.

Kemp & Lauritzen kan fejre, at firmaet i 140 år har været med til at opbygge og udvikle det danske samfund. Fra Rådhusuret, der vogter over tiden i København, til de broer, der forbinder Danmark. Fra de første kraftværker til den nyeste teknologi inden for energieffektivisering og grøn omstilling.

Administrerende direktør i Kemp & Lauritzen, Peter Kaas Hammer, ser tre forhold som særligt afgørende for den kontinuerlige og mangeårige fremgang.

Tværfaglighed, fondsejerskab og løbende opkøb

For det første lægger Peter Kaas Hammer vægt på udviklingen inden for Kemp & Lauritzens tekniske kompetencer:

- Fra i starten at være en ren el-virksomhed leverer vi i dag en bred pallette af tekniske ydelser inden for el, VVS, ventilation og køl – såvel som en række unikke specialer. Vi kan på én gang tilbyde kunden tværfaglighed, dyb specialisering og ikke mindst alle former fra partnerskab: Fra daglig service til store entrepriser. Det gør os til en solid samarbejdspartner for kunden. Og det giver os en konkurrencefordel, når der skal bydes ind på de mest omfattende og komplekse teknikopgaver for de største danske aktører.

Samtidig ser Peter Kaas Hammer fondsejerskabet som en vigtig årsag til positionen som en af landets førende teknikvirksomheder:

- Vi er ejet af Axel Muusfeldts Fond. Det er en familiefond, der sikrer løbende langsigtede investeringer, konstant udvikling og solid konsolidering i Kemp & Lauritzen. Herudover geninvesterer fonden overskuddet i vores medarbejdere og i det danske samfund. Vi er på den måde begunstiget af at kunne have det lange lys på i vores virksomhedsdrift med et stabilt ejerskab til gavn for medarbejdere og kunder.

Endelig peger Peter Kaas Hammer på virksomhedens løbende opkøb:

- Igennem årene har vi foretaget en række større opkøb, som har bidraget til udviklingen af vores kompetencemæssige platform. Senest gennemførte vi i 2020 opkøbet og integrationen af Lindpro, og i 2015 integrerede vi de tidligere opkøbte selskaber Glenco og L&H Rørbyg i Kemp & Lauritzen.

Rustet til fremtiden

Den administrerende direktør har også store forventninger til fremtiden:

- Den bæredygtige omstilling, der skal ske i virksomheder, i vores bygningsmasse og i samfundet som helhed, kommer ikke til at ske uden at tage et stort træk på vores tekniske kompetencer og viden, fortæller Peter Kaas Hammer og afslutter:

- Her ser vi en stigende andel af vores kunder efterspørge rådgivning og løsninger, der er energieffektive, digitale og datadrevne. Dén efterspørgsel er vi godt rustet til at imødekomme. Vi er i fuld gang med en større bæredygtigheds- og digitaliseringsrejse, hvor vi blandt andet har opbygget stærke kompetencer inden for områder som ESCO (energieffektivisering), intelligente bygningsinstallationer, CTS og KNX.



Leverandører
Tilbage til toppen