Som det nyeste medlem af Optex’ prisvindende Redscan Lidar-serie er Redscan Lite RLS-1010L specifikt udviklet til at give fuld dækning og beskytte højrisikoområder og smalle, sårbare indendørs zoner, som er svære at sikre med traditionelle sensorer. RLS-1010L-sensoren kan for eksempel registrere indtrængen i de helt små mellemrum mellem serverstativer i datacentre, inde i bure, eller i ventilationsskakte.
Kortdistancebrug
Udviklet til kortdistancebrug anvender sensoren time-of-flight-teknologi (TOF) til nøjagtigt og præcist at opdage indtrængere inden for et område på 10 m x 10 m – og det på bare 100 millisekunder. Sensorerne leverer pålidelig ydeevne i alle indendørs miljøer. Deres evne til at opdage indtrængen påvirkes ikke af temperatur- eller lysændringer, og de fungerer endda i totalt mørke.
Sensoren kan monteres vandret for at skabe usynlige laserfelter til beskyttelse af ovenlys og lofter, eller lodret for at skabe usynlige laservægge til sikring af serverstativer, værdifulde aktiver, adgangskontrol-sluser og meget mere.
Installationen og konfigurationen er mere effektiv og langt lettere takket være en række brugervenlige funktioner. Et valgfrit Laser Alignment Tool hjælper installatører med at visualisere detektionsområdet under opsætningen; sensorens Automatic Area Correction-indstilling hjælper med at undgå overspil uden for detektionszonen; og Lidar-vinklen kan justeres til det ønskede område blot ved at dreje på sideknapperne – helt uden strøm.
Feedback viste et klart behov
Mac Kokobo, Head of Global Security Business hos Optex, siger, at Redscan Lite er udviklet specifikt til at imødekomme kundernes skiftende behov:
- I moderne miljøer som datacentre bliver pladsen stadig mere trang, fyldt med stativer og processorer. Denne nye Redscan Lite er udviklet til at opfylde behovet for hurtig detektion i stramme indendørsområder, hvor høj sikkerhed er afgørende. Det er endnu et eksempel på vores kontinuerlige fokus – siden vi som de første tog Lidar-teknologi i brug til sikkerhed i 2009 – på at udvikle løsninger til kundernes reelle udfordringer.
- Kundefeedback pegede på et klart behov for forbedret beskyttelse i små, smalle områder og rum, fortsætter Mac.
- Derfor er Redscan Lite-sensoren designet til at passe ind i de smalle mellemrum og konstrueret til at levere meget præcis og hurtig detektion i indendørsmiljøer, som andre teknologier simpelthen ikke kan nå.
































