SecurityWorldMarket

11-03-2019

Scanview overtager D.E. Electronic og opretter nyt datterselskab

Dennis Egholm i midten er flankeret af Johnny Klausen (tv) og Torsten Ussing foran Scanviews hovedkvarter i Fredericia.

Alarm- og sikringsfirmaet D.E. Electronic bliver rygraden i Scanview-gruppens nye selskab Scanview Sikring.

Scanview A/S udvider nu forretningsområdet med overtagelsen af alarm- og sikringsfirmaet D.E. Electronic. Begge firmaer har base i Fredericia. D.E. Electronic rådgiver, leverer og installerer alt inden for adgangskontrol, alarmsystemer og låsesystemer, og med overtagelsen fuldfører Scanview-gruppen sin strategi om at blive totalleverandør af sikring.

Alle D.E. Electronics aktiviteter og ansatte følger med over i Scanviews domicil i det nyoprettede datterselskab Scanview Sikring. Grundlægger af D.E. Electronic, Dennis Egholm, fortsætter som adm. direktør og ansvarlig for den daglige drift i Scanview Sikring, som supplerer Scanview A/S (professionel videoovervågning) og Scanview Systems (konceptløsninger til parkering og trafik).

De to indehavere af Scanview, Torsten Ussing og Johnny Klausen, glæder sig over aftalen:

- D.E. Electronic og Scanview komplementerer hinanden på suveræn vis, og vi ser meget frem til, at vi kan forene kræfterne under samme tag og i samme virksomhed. Vi får en særdeles stærk partner ind med Dennis og hans team af dygtige teknikere, og vi kan nu gå ud og tilbyde totalløsninger inden for overvågning og sikring, konstaterer Torsten Ussing.

Også Dennis Egholm hæfter sig ved de spændende perspektiver i overtagelsen:

- D.E. Electronic sidder solidt på adgangskontrol-markedet i lokalområdet og har nået en størrelse, hvor det giver rigtig god mening at gå sammen med et firma som Scanview, der har mange af de samme kvaliteter som os, for at komme ud til endnu flere af de helt store kunder i hele landet, siger han.

Efter overtagelsen af D.E. Electronic beskæftiger Scanview-gruppen nu cirka 30 medarbejdere.


Tags

Leverandører
Tilbage til toppen