SecurityWorldMarket

17-06-2023

Svenske vagter får endnu flere beføjelser

De såkaldte ordningsvakter vil kunne bruges flere steder og i større områder end i dag.

Vores svenske naboer har i mange år haft et langt mere afslappet forhold end i Danmark til brug af private vagter som supplement til politiet. Og nu har de såkaldte ordenvagter fået endnu flere beføjelser.

Den danske vagtbranche jubler for tiden over vedtagelsen af et lovforslag i sidste uge, som tillader brugen af såkaldte tryghedsvagter i kommunalt regi. Men på den anden side af sundet er man gået endnu længere. I kølvandet på de mange skyderier og bombesprængninger i en række større byer har regeringen nemlig sagt ja til et forslag til en ny lov, der giver ”ordningsvakter” udvidede beføjelser.

Ordningsvakter bærer i modsætning til deres danske kolleger både knippel og håndjern, og i særlige tilfælde også skydevåben. De svenske vagter skal fremover i højere grad end hidtil bruges til at hjælpe politiet med at opretholde den offentlige orden og sikkerhed. Vagterne får blandt andet lov til at kropsvisitere personer med henblik på identifikation samt destruere konfiskeret alkohol, hvis værdien er lille.

Vagterne skal kunne bruges flere steder og i større områder end i dag. Politiet får også mere frie hænder til at lede og kontrollere brugen af vagterne. Den nye lov gælder fra 1. januar 2024.



Leverandører
Tilbage til toppen