SecurityWorldMarket

29-08-2010

Virksomheder og plejehjem skal lære at bruge alarmanlæggene

Brandvæsenet, virksomheder og institutioner og branchen skal i fællesskab løse problemet med de mange falske brandalarmer.

”Der er en stor pædagogisk opgave i at lære virksomheder og plejehjem at bruge brandalarmerne, så de kun slår alarm, når der virkelig er brand,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, SikkerhedsBranchen.

”Når mere end 90 procent af fejlalarmerne skyldes menneskelige fejl, er der også store muligheder for forbedringer, og arbejdet lykkes faktisk mange steder, for mens der var en stigning på knap 10 procent fejlalarmer i Københavns Kommune fra 2007 til 2009, blev antallet af fejlalarmer i Horsens Kommune i samme periode næsten halveret, og i nabokommunen Odder faldt det til en tredjedel.”

”Problemet er ofte, at de personer i virksomheden eller på plejehjemmet, der blev instrueret i brugen af den automatiske brandalarm, da den blev sat op, skifter arbejde, uden at nye får opgaven, og så kommer de vanvittige situationer, hvor for eksempel en håndværker udefra sidder og svejser lige under en detektor,” siger direktør Kasper Skov-Mikkelsen, der opfordrer brugere af alarmer til at fastlægge rutiner, så der altid er flere ansatte, som kender til betjeningen af brandalarmerne.

En række organisationer gennemførte for nogle år siden en stor analyse af fejlalarmer. En af konklusionerne var netop, at langt de fleste fejlalarmer skyldes menneskelige fejl.

Selv om antallet af fejlalarmer totalt set er stigende, er det reelt faldende, hvis det måles i forhold til detektorer. Der sættes nemlig mange flere automatiske brandalarmeringsanlæg op end tidligere, og det enkelte anlæg har flere detektorer tilknyttet end tidligere.




Leverandører
Tilbage til toppen