SecurityWorldMarket

21-02-2007

Svindel med købte Dankort

Dankort og pinkode bliver købt og solgt for tusindvis af kroner for så at blive misbrugt. Bankerne står ofte magtesløse.

En ny form for Dankort-svindel koster bankerne dyrt. De kan nemlig sjældent bevise, at der er tale om svindel. Metoden, som svindlerne bruger, er enkel. De køber et Dankort med pinkode hos en kammerat for mellem 5.000 og 10.000 kr. Derefter hæver køberen store beløb på kortet. Typisk mellem 30.000 og 40.000 kr. Nogle dage senere henvender den egentlige ejer af Dankortet sig i banken og melder kortet stjålet. Han siger, at det er nogle dage siden, han sidst har brugt det, og at han ikke ved, hvornår kortet er stjålet, og hvordan pinkoden er blevet afluret.
- Det er et reelt problem, siger kontorchef Birgitte Mikkelsen fra Finansrådet.
I en rundringning, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget til landets politikredse, bekræfter man langt de fleste steder kendskab til metoden. Men kun få steder er der rejst sigtelser. Det er for svært at finde beviser, lyder vurderingen.
»Det er ikke ukendt for os, at det sker. Men vi har ikke konkrete sager,« lyder meldingen fra blandt andre kriminalkommissær Peter Andersen, Østjyllands Politi.
Glostrup Politi har dog rejst sigtelse i en sag, og gennem længere tids efterforskning har politiassistent i bedrageriafdelingen Allan Heidmann fået indblik i, hvordan svindelen foregår.
»Det er unge, som ikke er kriminelle i forvejen, der gør det,« siger han. Det er typisk et par bagmænd, som trækker i trådene. De køber Dankort og pinkoder af personer i omgangskredsen og hæver titusinde af kroner i betalingsautomater og forretninger.
»Når bagmændene har købt alle vennernes Dankort, begynder de at betale vennerne for at skaffe flere kort i deres omgangskreds,« siger Allan Heidmann. Præmien for en henvisning til en ny bankkunde er typisk omkring 5.000 kr.
»Vi samarbejder med politiet, hvis vi får en mistanke. Vi oplever, at de er opmærksomme på problemet,« siger Birgitte Mikkelsen, Finansrådet. Hos PBS kender man også problemet. PBS kan følge Dankort-transaktionerne og kan forsyne politiet med oplysninger om unormal brug af et Dankort.
I Dankortsager er der omvendt bevisbyrde. Det betyder, at bankerne skal bevise, at der er foregået en handel med Dankortet og pinkoden. Pengeinstitutankenævnet har netop afgjort, at Nordea hænger på et overtræk på en af kundernes Dankort. Banken kunne ikke bevise, at kunden havde handlet uforsvarligt. En 18-årig mand opdagede ikke, at hans Dankort var blevet stjålet, før banken ringede til ham efter 10 dage. Da var der i alt blevet hævet 25.450,87 kr. på mandens kort.
Den omvendte bevisbyrde bekymrer ikke Finansrådet: »Vi har bevisbyrden, og det lever vi godt med,« siger Birgitte Mikkelsen.
Normalt er der en selvrisiko på 1.200 kr., hvis ens Dankort bliver misbrugt. I særlige tilfælde kan banken dog kræve en selvrisiko på 8.000 kr. Det kan ske, hvis bankkunden har brugt kortet uforsvarligt eller ventet for længe med at anmelde et tyveri.
Den høje selvrisiko kan også anvendes, hvis banken har mistanke om svindel. Alligevel sker det meget sjældent, vurderer både Finansrådet og PBS.
Der er endnu ikke faldet dom i sagen fra Glostrup.

Kilde: Jyllands-Posten



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen