SecurityWorldMarket

18-10-2020

Sikkerhedsfirma: ”Vi har alle et ansvar for at tage lærlinge”

Sikkerhedsvirksomheden SmartEye, der arbejder med aktiv overvågning, mener, det er vigtigt, at alle i branchen støtter op om at byde lærlinge indenfor. Og der er fordele at hente for virksomhederne, lyder det fra Kim Andersen, der er afdelingsleder hos SmartEye.

Det er ganske enkelt en holdopgave for virksomhederne i branchen at tage lærlinge, for der er brug for både flere og nye kræfter.

- Branchen har længe skreget på teknikere, og derfor skal vi også alle sammen være med til at tage et ansvar. Lige pludselig render der et væld af ”grå” teknikere rundt på arbejdspladserne, så derfor mener jeg, at vi også har et ansvar for at tage lærlinge, så der kan komme nye og unge til, siger Kim Andersen.

Brug for flere hænder
I det hele taget vil man hos SmartEye gerne sikre, at der fremadrettet kommer flere hænder, så virksomheden kan følge med udviklingen.

- Vi vil meget gerne støtte op om, at der bliver uddannet flere, for hvis vi skal følge med udviklingen, har vi brug for de ekstra hænder, siger Kim Andersen.

Hos SmartEye har de i øjeblikket en enkelt lærling under deres vinger, men firmaet er på længere sigt åben over for at tage endnu flere i det omfang, det er muligt.

Win-win
Ud over at være med til at løfte det fælles ansvar, så er der også fordele at hente for de virksomheder, som åbner deres døre for lærlingene. Det er i hvert fald Kim Andersens oplevelse.

- Vi oplever, at de unge tager al ny teknik til sig meget hurtigt, og samtidig nyder vi godt af al den ny viden, de kommer og kan bidrage med hos os, lyder det fra Kim Andersen, der oplever de unge mennesker som en vigtig ressource, som samtidig er med til at skabe god balance på arbejdspladsen.

For virksomheden SmartEye har det været en nem proces at få en lærling, og det kræver heller ikke meget, når først aftalen er på plads.

- Man skal selvfølgelig være gearet til at have en lærling og være klar over, at mange lærlinge kommer uden nogen erfaring fra arbejdsmarkedet. Så de skal nogle gange lære lidt disciplin, men det kommer alt sammen hen ad vejen, siger Kim Andersen.

Folder
SikkerhedsBranchen giver i sin nye folder tre lette trin til at komme godt i gang med at tage en lærling. Se folderen her.



Leverandører
Tilbage til toppen