SecurityWorldMarket

10-04-2006

Sikkerhed er ikke en udgift, men en investering

Hvis man erkender, at sikkerhed ikke er en udgift, men en investering, er man kommet nærmere løsningen på de problemer, som nogle restauratører og diskoteksejere i København har med deres gæster, udtaler Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i Sikkerheds-Branchen til Jyllands-Posten.

-Højere straf for vold mod dørmænd og et register over ballademagere er ikke de mest umiddelbare løsninger. Strafferammen er næppe den første tanke, som ballademageren har, når temperamentet koger foran indgangen til diskoteket, og registeret er næppe nogen praktisk løsning, medmindre det kombineres med tekniske hjælpemidler, siger Kasper Skov-Mikkelsen til JP.
- Restauranter og diskoteker har et ansvar for gæsternes sikkerhed. Hver enkelt virksomhed må vurdere sin risiko, lave en plan for, hvordan risikoen håndteres, og udmønte planen. Hele vagtbranchen er på vej ind i en certificering, og netop et sådant vurderingsforløb er sat i system i SikkerhedsBranchens ISO 9001-certificering, så vi ved, at vurderingen kan gennemføres, uanset hvor specielle forhold f.eks. et diskotek måtte arbejde under.
Hvis vurderingen viser, at der er behov for fire dørmænd, er det selvfølgelig ikke nok at ansætte to. Så ansætter man fire, og man sørger for, at deres kvalifikationer passer til opgaven.
Her svigter politikere og myndigheder restauranter, diskoteker og deres dørmænd.

Dørmændenes uddannelse er for dårlig
- Det er overordentligt relevant at give den enkelte dørmand kvalifikationer inden for konflikthåndtering, førstehjælp, håndtering af større menneskemængder og andre af de gode ting, som uddannelsen omfatter, men når det hele pakkes sammen til et kursus på en uge, bliver resultatet en dårligt uddannet dørmand, fortsætter Kasper Skov-Mikkelsen.
- Det fortalte vi politikerne i Folketinget, inden de lovgav i 2004, men både politikerne og politiet mente dengang, at uddannelsen var tilstrækkelig. Obligatorisk uddannelse af dørmænd var noget helt nyt, så man skævede til vagtuddannel-sen, der er på tre uger (og i øvrigt også er utilstrækkelig), og så blev resultatet derefter.
- Det var glædeligt at se, at politimestrenes formand i en udtalelse 28/2 i KØBENHAVN erkendte, at »man godt kan begynde at overveje, om uddannelsen skal ændres«. Folketinget bør hurtigt sikre en helt anden kvalitet i uddannelsen af både dørmænd og vagtmænd.
-En del af forklaringen på dørmændenes mangelfulde uddannelse er også, at det for lovgiverne i 2004 mere handlede om autorisationsordningen for vagtmænd end om deres uddannelse. Man ønskede "rockertyperne" blandt dørmændene væk.

Ordning uden effekt
- Derfor autorisationsordningen med et obligatorisk legitima-tionskort, som dørmanden skal bære på sig. Hvis politiet regelmæssigt kontrollerer dørmændenes legitimationskort, kan uønskede personer nemt frasorteres - men er kontrolniveauet som for vagtmændene, er det overordentligt sjældent, at en dørmand skal vise legitimationskortet!
-Jeg tror i øvrigt, at talsmanden for Dørmændenes Landsklub, Peter Moesgaard, har fat i noget centralt, når han efterlyser en særlig indsats over for de grupper af unge, der opfører sig ekstremt i nattelivet og bruger knive og skydevåben. Man kan forbyde knive i nattelivet, men hjælper det? Der er allerede forbud mod skydevåben, og de er der alligevel. Der skal sættes ind med holdningsbearbejdning, og det er ikke gjort med et par T-shirts og brochurer, slutter Kasper Skov-Mikkelsen.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen