16-05-2014
Nummerpladescanner er en succes
Teknologien bag automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) gør det muligt automatisk at kontrollere, om biler er opført i politiets registre. Det sker ved hjælp af særlige kameraer, der enten monteres på en patruljebil eller opstilles i vejkanten.
Udstyret har blandt andet været afprøvet af udlændingekontrolafdelingen i Padborg. Her lykkedes det at standse flere stjålne luksusbiler, der var på vej til at blive ført ud af landet. I bilerne blev der fundet et stort antal stjålne Ipads, værktøj og andet elektronik.
Tal fra Midt-og Vestsjællands Politi viser også, hvor effektivt systemet er.
På knap to måneder scannede en enkelt patruljevogn udstyret med ANPG 84.640 køretøjer. Det gav 1586 hit i politiets registre, så det er pludseligt blevet meget sværere at køre rundt med stjålne nummerplader eller i biler, hvor der er problemer med syn og forsikringer.
-Dem finder vi nu i stor stil takket være det nye system, siger Svend Larsen fra Rigspolitiet.
Også i flere sager om alvorlig kriminalitet, har ANPG-systemet kunnet bidrage til efterforskningen. Rigspolitiet vil nu på baggrund af erfaringerne lave en plan for udrulningen af ANPG til hele landet.
Kilde: Flensborg Avis