G4S har lige offentliggjort sit regnskab, som viser fremgang på hovedmarkederne i Europa og USA. Selskabet har formået at nedbringe sin gæld til under selskabets egen målsætning, og sikkerhedsfirmaets egne forventninger til en langsigtet omsætningsvækst mellem 4 og 6 pct. er blandt andet med til, at Jyske Bank ser potentiale i selskabet.
- Vi vurderer, at G4S har gode muligheder for at levere solid vækst i de kommende år, da markedet for sikkerhed overordnet er i vækst. Derudover har G4S succes med deres satsning på mere værdiskabende, teknologiske og integrerede løsninger, som også styrker G4S' produktmix, skriver Jyske Bank i en analyse, der er lavet af senioranalytikerne Robert Jakobsen og Rune Dinesen. Banken tilføjer, at der er gode muligheder for indtjeningsvækst, og at de, i et forsimplet scenarie, ser et samlet afkastpotentiale på ca. 26 pct. i årene 2018-2019.
Investorernes bekymringer omkring gælden bør fordampe, vurderer Jyske Bank. Selskabet har haft en målsætning om at nedbringe nettogæld/EBTIDA til 2,5 eller mindre. Det mål er nu nået. Selskabet havde ved udgangen af 2017 nedbragt gælden til 2,4.
G4S nåede i 2017 en omsætning på 7,83 mia. pund, hvilket er en stigning fra 7,59 mia. pund året før, mens driftsoverskuddet (PBITA) steg til 491 mio. pund fra 461 mio. pund.
































