Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) lancerede i efteråret en forsøgsordning med kropsbårne kameraer som led i en større plan for at beskytte landets fængselsbetjente. Men de små skjortekameraer er nu genstand for en konflikt.
Efter en episode i november mellem flere fængselsbetjente og en indsat i Vestre Fængsel, der skulle flyttes til en sikringscelle, har stedets fængselsbetjentene kollektivt valgt at boykotte forsøgsordningen med kropskameraer. Det bekræfter Kriminalforsorgen over for DR Nyheder.
- Der har kørt et pilotforsøg med kropskameraer i Vestre Fængsel og Køge Arrest. Forsøget har været frivilligt i pilotfasen. Forsøget er efter personalets ønske standset i Vestre Fængsel på baggrund af en konkret sag om magtanvendelse, siger sikkerhedschef Lars Rau Brysting.
Kriminalforsorgen vil ikke kommentere den konkrete episode. Men ifølge DR Nyheders oplysninger er det fængselsbetjente i Vestre Fængsel, der i en presset situation tilbage i november benytter sig af magtanvendelse over for en indsat.

















