SecurityWorldMarket

07-02-2007

Det store blæktyveri

Tjek lige inderlommen, håndtasken eller skrivebordet derhjemme, lyder opfordringen fra Nyhedsavisen. Ligger der en kuglepen fra din arbejdsplads, så er du også med i "det store blæktyveri". Ansatte i Danmark køber ikke kuglepenne. Vi tager dem på arbejdspladsen. Ikke fordi vi vil stjæle, men fordi kuglepennene helt umærkeligt vandrer fra kontoret ned i tasker og lommer og ind i privaten. Novo Nordisk, Mærsk og Coop er blevet spurgt om deres holdning til problemet.

- Jeg tror, vi alle sammen er småtyve, siger Per Nielsson, ejer af Nipro i Kerteminde, som forhandler mange af kuglepennene.
Tyverierne foregår overalt og hele tiden, men ingen griber ind. Virksomhederne køber bare flere kasser med kuglepenne og bekymrer sig i øvrigt om større ting.
- Vi har aldrig fået en anmeldelse på tyveri af kuglepenne. Men juraen er klar nok: det er ulovligt, siger Flemming Steen Munch, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.
Han erkender, at også lovens lange arm er med i det store blæktyveri.
-Jeg vil ikke afvise, at medarbejdere har en tjenstligt udleveret kuglepen med hjem og kommer til at skrive en privat besked med den. Muligvis har jeg også selv skrevet sådan en besked med min tjenstligt udleverede pen, siger Flemming Steen Munch, der altid har en af politiets kuglepenne i inderlommen.
Hos Novo Nordisk må de ansatte ikke tage noget med hjem fra arbejdspladsen. Sådan er reglerne. Men Katrine Sperling, pressemedarbejder, siger, at når det gælder kuglepenne, er arbejdspladsen large.
-Om man låner en kuglepen, hvad så? Vi har ikke oplevet det som et problem, og vi har ingen opgørelser over omfanget, siger hun.
Det har man heller ikke hos Danmarks største virksomhed Mærsk. Men man har en holdning:
-Vi stoler på, at vores medarbejdere ved, hvad man må og ikke må. Desuden er det dyrt at kontrollere, om kuglepennene i folks tasker bruges til arbejde eller privat, siger Thomas Grøndorf, informationsmedarbejder.
Hos Coop, som blandt andet ejer Kvickly, Superbrugsen og Fakta, vandrer kuglepennene også fra kontor til hjem, uden at nogen forholder sig til det. Og det, selvom butikkerne anmelder de allermindste butikstyverier til politiet.
-Men når det gælder kuglepennene i virksomheden, så tager vi det altså ret roligt, siger Jens Juul Nielsen, pressechef.
-En kuglepen derhjemme kan jo også bruges til at tage faglige noter, og hvis folk alligevel bruger vores kuglepenne til at skrive en privat indkøbsseddel med, så håber vi bare, at den er til en af vores butikker, tilføjer han.




Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen