SecurityWorldMarket

16-03-2012

Der skal stilles kvalitetskrav til overvågerne

Sikkerhedsinspektøren går hurtigt over i et smil, da han viser sin 60 tommer fladskærm på væggen i kontoret frem. Den viser skarpe overvågningsbilleder i farver fra seks af de 60 Sony kameraer, som er placeret rundt om på Copenhagen Business School. På et af billederne er en tynd høj fyr ved at stille sin cykel op ad muren - ikke i cykelstativet. Inspektørens øjne kniber let sammen, og han kigger intenst. Med ExacqVision-softwaren kan han zoome helt ind på den mindste detalje i billedet. Han smiler. Det er tydeligt, at Lars Bergø, er glad for sit nye isenkram.

Ingen tidskrævende udbudsrunde
CBS har netop købt overvågningskameraer og software af Atea igennem SKI´s direkte tildelingsordning under rammeaftale 0214 for AV- og undervisningsudstyr. Ordningen giver virksomheder mulighed for selv at vælge en leverandør, hvis leverandørens kravspecifikation omfatter de samme krav som dem, der findes i rammeaftalen. CBS slipper derfor for at sende ordren gennem en tidskrævende udbudsrunde.

"Jeg er ovenud lykkelig for at slippe for en udbudsrunde, der ofte kan vare mange måneder. Nu tager det kun cirka to måneder fra min henvendelse til Atea, til kontrakten er underskrevet. Når vi står og skal købe nyt udstyr, har jeg sjældent tid til at nå igennem en udbudsrunde. Hvis der er penge tilbage på årets budget, køber jeg eksempelvis ofte udstyr i oktober eller november - det kan ikke lade sig gøre gennem en udbudsrunde," siger Lars Bergø.

Prisbevidst inspektør
Der er på alle måder god økonomi i at undgå en udbudsrunde, og sikkerhedsdirektøren afviser, at han får et dårligere tilbud gennem den direkte tildeling, for der er stadig mulighed for en teknisk afklaring - samtidig med at priserne på rammeaftalen konstant er under konkurrence leverandørerne imellem.

"Jeg har været i branchen i mange år og er medlem af en erfa-gruppe inden for sikkerhed, hvor vi diskuterer produkter og priser. Så jeg har en klar fornemmelse for, hvilken pris og kvalitet, vi skal have. Derfor er den direkte tildelingsordning perfekt for CBS," forklarer Lars Bergø ivrigt."

Sikkerhedsinspektøren er desuden tilfreds med, at SKI sikrer betingelser om levering og en fastlagt garantiordning, så har han tid til at bekymre sig om sikkerhed i stedet for jura.

Vi søgte totalinstallation
På skærmen er den unge fyr forsvundet ud af billedet. De studerende strømmer ud og ind ad hoveddøren, der er frokostpause. Lars Bergø kigger koncentreret på billedet og beretter om tiden før 2003, hvor overvågningen havde sin spæde begyndelse på institutionen. Her var Lars Bergø med til at få samarbejdet med AC-sikring, senere Atea, op at køre.

"En af grundene til, at vi fortsat vælger Atea som leverandør, er, at de tilbyder en totalinstallation. Salg, projektering, kabling, opskalering, montering, installation af software og gennemprøvning. Jeg har sjældent oplevet så dygtige håndværkere som Ateas folk. Desuden er Ateas konsulenter meget innovative og kommer med gode ideer til, hvor kameraerne skal sidde. Det her kamera kan ikke fange hele indgangspartiet - ok så skal vi bare have et Sony-kamera med en videre vinkel. Intet problem. Sådan er de. Der er tjek på det hele," smiler Lars Bergø.

Overvågning skaber sikkerhed
CBS er åben hele døgnet for de studerende, og kameraovervågningen har gjort studerende og personale mere trygge. Billederne fra kameraerne bliver også brugt i opklaringen af de mange tyverier på skolen.

"Bare i sidste uge blev der stjålet en iPhone, en cykel og to computere på skolen til en samlet værdi af 17.000 kr. For at komme tyveriet til livs samarbejder vi med politiet, og de er glade for vores massive overvågning. Indtil videre er det sket fem gange, at de har brugt billeder fra overvågningskameraerne i deres opklaring. Den ene af gangene opdagede vi to personer, som stjal tasker fra de studerende på biblioteket. Den ene kriminelle skubbede tasker væk under de studerendes læsepulte og den anden tog taskerne op og løb væk. Politiet fik billederne og brugte dem i efterforskningen. Vi fandt dog aldrig ud af, om de blev fanget," fortæller Lars Bergø.

Lars Bergø har netop afsluttet en aftale med Atea om levering af flere overvågningskameraer. Endnu en SKI-aftale er afsluttet mellem parterne. Han sætter sig til rette bag skærmen og kigger opmærksomt. Der bliver ikke taget let på sikkerheden på en af Europas største Business Schools.



Leverandører
Tilbage til toppen