SecurityWorldMarket

26-09-2009

Dansk videoovervågningssoftware beskytter truet dyreliv i Sydafrika

Overvågningssoftware fra danske Milestone Systems er med til at beskytte dyrene i sydafrikanske Kruger National Park mod krybskytter og uhensigtsmæssig adfærd. Milestone udstiller på Sikring & Sikkerhed.
I de senere år har krybskytter dræbt op mod 250 dyr, heriblandt det sjældne hvide næsehorn, i det sydafrikanske vildtreservat Kruger National Park. Nu hjælper en omfattende videoovervågningsløsning fra Milestone Systems til at nedbringe krybskytteri og
beskytte dyrene. Samtidig øger videoovervågningen sikkerheden for medarbejdere samt de
tusindvis af turister, der dagligt besøger den næsten 20.000 kvadratkilometer store park.
Løsningen består af Axis-netværkskameraer, som styres via Milestone Systems' XProtect IPvideoovervågningssoftware. Systemet holder øje med parkens indgange og overnatningsområder døgnet rundt. Parkens ledelse og andre udvalgte medarbejdere har adgang til relevante overvågningsbilleder, så man kan fange eventuelle krybskytter eller køretøjer, som kan være til fare for dyrelivet.
"Vores allervigtigste mål er at komme krybskytteriet til livs. Der er mange fattige og arbejdsløse i lokalområdet, og de ser desværre vores park som et middel til at få mad på bordet. Kødet fra parkens dyr er i høj kurs, og det er derfor, vi har set os nødsaget til at installere
videoovervågningsløsningen," siger Regional Manager Mbongeni M. Tukela, South African National Parks.

Videoovervågning beskytter elfenben
Via videoovervågningsløsningen har parkens medarbejdere fuldt overblik over, hvilke køretøjer
som er til stede i parken og kan dermed let finde frem til, hvilke biler der eventuelt kan forbindes med påkørsler af dyr eller krybskytteri. Udover at beskytte parkens dyr, medarbejdere og gæster er der også opsat videoovervågning ved hæveautomater og øvrige lokationer.
"Videoovervågningen gør det muligt at registrere alle, som kommer ind og ud af parken, og vi kan hele tiden dobbelttjekke det visuelt gennem vores videomateriale. Hvis vi har mistanke om illegal adfærd, kan vi via videoovervågningsbillederne få et billede af nummerplader og sammenligne dem med eksisterende registre," siger sikkerhedsmedarbejder David Nethononda, Kruger National Park.
Derudover sørger Milestones videoovervågnings-software for sikkerheden, når parkens medarbejdere indsamler det elfenben, som parkens elefanter efterlader sig på naturlig vis. I 2008 blev det tilladt at sælge elfenben, da fire afrikanske lande besluttede at afholde en samlet auktion, som Kruger National Park bidrog til med i alt 80 ton indsamlet elfenben. Alle indtægter fra salget blev investeret i konserveringsprojekter og vedligeholdelse af parken.
"Indsamlingen af elfenben i vores park foregik under særligt skærpede sikkerhedsforanstaltninger, og via Milestones overvågningssystem kunne vi hele tiden holde øje med pakningen af det værdifulde materiale. Alt I alt indbragte auktionen 56 mio. dollars, så det var altafgørende, at sikkerheden var på plads. Og i dag gør de penge det muligt for os at passe endnu bedre på
parkens unikke dyreliv," siger manager M. Tukela, Kruger National Park.
Hos Milestone Systems er man stolte af at bidrage til bevarelsen af dyrelivet i Kruger National Park:
"Videoovervågningsløsningen i Kruger National Park er et godt eksempel på, at videoovervågning, udover de traditionelle steder som i parkeringskældre og i byområder, anvendes til mange forskellige ting. Vi er meget tilfredse med at være med til at sikre dyrelivet i Kruger National Park og føler i høj grad, at vi er med til at gøre en forskel," siger administrerende direktør Lars Thinggaard, Milestone Systems.

Milestone udstiller på stand 4136.


Leverandører
Tilbage til toppen