SecurityWorldMarket

23-05-2015

Dansk firma laver fremtidens drone-nummerplade

Droner skal fremover kunne identificeres for at sikre personsikkerhed og håndhævelse af de kommende droneregler. Dansk firma har lavet første udgave af en elektronisk nummerplade til droner. Det skriver Ingeniøren.

En elektronisk ID-sender skal fremover identificere alle droner i Danmark, så en central database kan opbevare data om deres flyvninger, type og ejerforhold. Sådan lyder planen fra det danske firma MyDefence Communication, der har udviklet en prototype på en elektronisk drone-nummerplade i samarbejde med Trafikstyrelsen.

»Der er helt klart brug for et ID-system for droner. Det er et fuldstændigt ureguleret område i øjeblikket, som mange i industrien gerne vil lave services til, men der skal søges dispensation hos Trafikstyrelsen om alt som det er nu. Det kræver, at vi laver et ID-system, der understøtter et sikkerhedsmæssigt og retsligt system,« siger en af partnerne i MyDefence, Dan Hermansen til Ingeniøren.

Dronenummerpladerne skal blandt andet give politiet mulighed for at håndhæve reglerne for droneflyvning og sikre bedre sikkerhed, blandt andet ved at gøre data tilgængeligt for såvel andre dronepiloter som politiet. Dermed kan politiet lettere fjerne droner fra gerningssteder eller andre sårbare områder eller opspore ejeren af en drone, der eksempelvis har været for tæt på en lufthavn eller forårsaget en ulykke.

Nummerpladen fra MyDefence består af en lille elektronisk enhed, der skal installeres på dronen og som cirka en gang i sekundet udsender data via et radiosignal. Det data kommer ifølge MyDefence til at indeholde dronens GPS-koordinater, flyvehøjde, ID-nummer og type.

Ud over en radiosender skal enheden derfor som minimum indeholde batteri, GPS, altimeter og en lille mikroprocessor.

Kilde: Ingeniøren


Tags

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen