Sammen med Bo Fensmark overtog Johny Andersen i november måned 2005 Copiax Danmark A/S, og de forløbne fem måneder er blevet brugt til at skaffe sig et overblik og lære kunder, leverandører og ikke mindst de mange dygtige medarbejdere at kende. Med fusionen med Sikrings Team kommer Copiax på banen med den seneste udvikling inden for digitale overvågningssystemer, låse og adgangskontrol.
- Jan Nielsen har på cirka tre år opbygget en god og sund forretning i Sikrings Team. Og vi er så heldige, at Jan følger med i købet og fortsætter sin gode indsats som produktchef her hos os, så vi sikrer en fortsat udvikling af dette nye og vigtige forretningsområde fortæller Johny Andersen fra Copiax.
Ud over den eksisterende produktpakke overtager Copiax forhandlingen af blandt andet Security Center GmbH og LOCKIT produkter.
- Vores berettigelse på markedet, er ikke kun at være leverandør af de daglige forbrugsvarer. Vi skal stille værktøjer og nyudviklede produkter til rådighed for låsesmedene, sikrings-firmaerne og alarmfirmaerne. På den måde er de konstant i stand til at levere de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger til slutbrugeren. Kompetencerne og produkterne, som vi får ind i huset i kraft af fusionen med Sikrings Team, er en af vejene til fremtiden, siger Bo Fensmark.
26-04-2006

















