SecurityWorldMarket

24-03-2018

Brugere og annoncører flygter fra Facebook

Flere virksomheder indstiller deres annoncering på Facebook som følge af den seneste tids dataskandale, og hver femte svensker overvejer at lukke Facebook-kontoen. Samtidig begynder virksomheder nu at trække deres Facebook-annoncer tilbage, mens de afventer, hvilken form for regulering myndigheder verden over nu vil lægge ned over det sociale netværk.

Facebook, der også står bag beskedtjenesterne Messenger og WhatsApp samt billedtjenesten Instagram, havde ved udgangen af december 1,4 milliarder daglige brugere, heraf de 277 millioner i Europa. Facebook er børsnoteret, og aktiekursen er raslet ned siden afsløringen af, at et britisk analysefirma, Cambridge Analytica, gennem en mobilapp, som 270.000 hentede ned og fik et mindre beløb for at gennemføre en personlighedstest på, fik adgang til ikke blot disse 270.000s personlige oplysninger men også til alle deres Facebook-venner. I alt 50 millioner brugeres oplysninger endte derfor hos firmaet, der angiveligt brugte dem i forbindelse med Donald Trumps valgkamp for at blive USAs præsident i 2016.

Ifølge flere medier er en række europæeres oplysninger også blandt de ulovligt indsamlede. Facebook har siden spærret for en del af de værktøjer, som Cambridge Analytica brugte til at malke brugerne med.

Virksomheder begynder nu at trække deres annoncer på Facebook tilbage. Den tyske storbank Commerzbank og selskabet Mozilla, der står bag internetbrowseren Firefox, har meldt ud, at de indstiller annonceringen. Og Nordeas afdeling for bæredygtige investeringer besluttede sidste mandag at sætte Facebook i karantæne og ikke købe flere aktier.

Indtil nu har annoncører ikke trukket sig fra Facebook i et omfang, som kan aflæses, sådan som det skete, da nogle af verdens største reklamebureauer sidste år indledte en annonceboykot af Googles YouTube-videotjeneste efter afsløringerne af, at annoncørernes betalte reklamefilm har været vist, når nogen klikkede på film på YouTube med homofobiske og antisemitiske budskaber.

Kilde: Business.dk


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen