SecurityWorldMarket

21-01-2009

Brandalarmanlæg virker godt, men langt fra alle er fejlfri

Den danske inspektionsmodel er med til at sikre, at automatiske brandalarmanlæg (ABA-anlæg) overalt i landet har en høj funktionsmæssig standard. Det betyder, at anlæggene i betydelig grad bidrager til at højne brandsikkerheden på virksomheder, anlæg og institutioner. Det er for nylig blevet bekræftet i en analyse, som DBI har gennemført på baggrund af ABA-anlæg, som er inspiceret i 2007.

- Analysen viser, at 98,9 pct. af anlæggene er i så god stand, at de kan få betegnelsen 'godkendt' i forbindelse med den årlige inspektion, fortæller brandteknisk rådgiver Rolf Knudsen, DBI, som har stået for undersøgelsen.
- Men mange af godkendelserne er dog forsynet med anmærkninger, som betyder, at der er forhold, som skal udbedres. Vores inspektører registrerer både små og store uregelmæssigheder, og det viser sig, at der samlet set er fejl i lidt mere end hvert andet anlæg, nemlig 52,3 pct.
Fejlene påvirker måske ikke sikkerheden væsentligt, men i nogle tilfælde kan det betyde en forringet detektering, eller at brandvæsenets muligheder for at få korrekt orientering på brandstedet begrænses. I sidste ende kan det føre til større skader end nødvendigt ved en eventuel brand, siger han.

Typiske fejl
Halvdelen af fejlene har administrativ karakter, herunder især manglende ajourføring af orienteringsplaner til brandvæsenet. Mange glemmer for eksempel at opdatere orienteringsplanerne, når de bygger om. En anden typisk fejl er forkert placerede detektorer - for eksempel placering for tæt på ventilationsriste og -dyser. Disse fejl sker også typisk, fordi man glemmer at flytte detektorer, når man ændrer en bygning eller dens indretning.
- Knap 7 pct. af fejlene er fejl, som ikke er blevet rettet siden sidste årlige inspektion. Det er for mange, men det tyder trods alt på, at langt de fleste af de fejl, der blev registreret ved den forrige inspektion, er blevet rettet, vurderer Rolf Knudsen.
DBI vil bruge undersøgelsens resultat til, i forbindelse med inspektionsarbejdet, at sætte ekstra fokus på de typiske fejl med henblik på at nedbringe fejlfrekvensen. Hele analysen 'Pålidelighed af automatiske brandalarmanlæg (ABA-anlæg)' (2007) kan ses her på hjemmesiden under Info > F&U Rapporter.

ABA gør en forskel
At automatiske brandalarmanlæg gør en stor forskel, er de færreste fagfolk i tvivl om. Hvor meget de betyder rent faktisk, findes der ikke aktuelle danske undersøgelser af, men ved hjælp af redningsberedskabernes indberetninger til Beredskabsstyrelsens statistik kan man få et fingerpeg.
Fuldmægtig Berit Lumbye Siemer fra Beredskabsstyrelsens Center for Samfundssikkerhed og Beredskab har gravet i de senest opgjorte tal og sammenlignet brandstørrelserne i erhverv med og uden ABA-anlæg.
- Her viser der sig nogle ganske betydelige forskelle, siger hun og uddyber: I erhverv uden ABA-anlæg var 46,4 pct. af de brande, hvor vi har oplysninger om brandstørrelse, så store, at brandvæsenet måtte anvende mindst to strålerør til slukningen. Det var kun tilfældet for 1,6 pct. af de brande, der opstod i erhverv med ABA-anlæg. Andelen af brande, der kunne slukkes med ét strålerør eller ét HT-rør, dvs. mellemstore brande, var også langt mindre i erhverv med ABA-anlæg.
Berit Siemer understreger for en ordens skyld, at erhverv med og uden ABA-anlæg ikke er umiddelbart sammenlignelige, da de omfatter erhverv af forskellig karakter og netop derfor har forskellige krav til brandsikkerhed. Forskellen på brandstørrelserne er dog så markant, at det må tages som udtryk for, at ABA-anlæg har en betydelig effekt, når det gælder om at sikre hurtig brandbekæmpelse og undgå storbrande.
Den lave andel store brande i erhverv med ABA-anlæg skal også ses i lyset af, at der, ifølge SikkerhedsBranchens skøn, var installeret næsten 10.000 anlæg i Danmark med knap én million detektorer ved udgangen af 2007.
Gennem de sidste tre år er der i øvrigt registreret en påfaldende kraftig nedgang i antallet af store brande på brandsteder med ABA-anlæg. Ifølge Redningsberedskabets Statistiske Beretning 2007 blev der i 2005 registreret 41 store brande disse steder, mens der med blot 14 store brande blev byttet om på cifrene i 2007.

Prisen er blinde alarmer
"Prisen" for den høje sikkerhed, som ABA-anlæggene yder, er de blinde alarmer - dvs. alarmer, som skyldes tekniske eller menneskelige fejl. Efter nogle år, hvor tallet har holdt sig i ro, er antallet dog gennem de sidste to år igen steget - samlet set. Men ser man på antallet af blinde alarmer pr. installeret detektor, har tallet været faldende, siden man begyndte at registrere det i 2001. Efter en markant nedgang i årtiets første halvdel, er udviklingen dog fladet ud siden 2005.
Dette og meget mere fremgår af Redningsberedskabets Statistiske Beretning 2007 på www.brs.dk.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen