SecurityWorldMarket

16-06-2020

Alvorlig kritik fra Datatilsynet for manglende sletning af medarbejder-billeder

Billeder og video af tidligere medarbejdere skal slettes, siger tilsyn i sag om Dansk Miljørådgivning.

Datatilsynet har den 18. maj 2020 truffet afgørelse i en sag, hvor en tidligere medarbejder klagede over DMR A/S’ manglende sletning af videooptagelser og billeder af ham, som indgik i en række film på virksomhedens hjemmeside, virksomhedens Facebookside og Youtube.

Datatilsynet fandt, at DMR ikke uden unødig forsinkelse havde slettet oplysningerne om den tidligere medarbejder, da den tidligere medarbejder ved sine henvendelser om sletning til DMR måtte anses for at have trukket sit samtykke til behandlingen tilbage, og da DMR ikke umiddelbart herefter slettede oplysningerne.

I afgørelsen lagde Datatilsynet vægt på, at den tidligere medarbejder over for DMR oplyste, at han ønskede videomaterialet slettet, og at DMR efterfølgende tilkendegav, at DMR på den baggrund ville klippe ham ud af alle film. Endvidere lagde Datatilsynet vægt på, at den tidligere medarbejder fremgik af DMRs film på Youtube og DMRs hjemmeside efter, at DMR havde oplyst over for ham, at han nu var klippet ud af medarbejderfilmen.



Leverandører
Tilbage til toppen