SecurityWorldMarket

13-02-2020

Nyt dansk våben mod stilladstyverier

Stilladserne kan nu DNA-mærkes og males på én gang.

En maling med DNA-partikler kan sætte en effektiv stopper for tyverier fra landets stilladsfirmaer og andre håndværksvirksomheder. Den nordsjællandske sikkerhedsvirksomhed Unisecure har sammen med stilladsfirmaet TS Stilladser fra Herfølge udviklet det nye produkt.

Efter otte år i branchen havde direktør Michael Jørgensen fra TS Stilladser i Herfølge fået nok af, at flere af hans stilladsdele gang på gang forsvandt. Især én episode husker han tydeligt.

”Vi havde en særlig type stillads, som der kun fandtes meget få af. En dag var det forsvundet, men kort efter så jeg det stillet op i nærheden. Det var dog malet med en anden farve end den, vi normalt bruger. Men jeg var så sikker på, at det var vores, at jeg gik hen og krattede i malingen. Da kunne jeg se, at vores farve var indenunder”.

I stilladsbranchen har hver enkelt virksomhed en særlig farvekode på deres stilladsdele, så man kan se, hvem de tilhører. Men den konkrete sag om stilladstyveriet holdt ikke i retten. Farven kunne TS Stilladser nemlig ikke bruge som bevis for, at stilladset var deres.

Da TS Stilladsers forsikringsselskab, Alm. Brand, hørte om problemerne, blev der arrangeret et møde mellem stilladsfirmaet og virksomheden Unisecure, der producerer DNA-væske til tyverimærkning. Det endte med, at de to parter udviklede DNA-malingen i fællesskab.

”Det helt nye er kombinationen af den synlige mærkning og DNA, men også at stilladset kan identificeres med en DNA-scanner for at bekræfte, hvem det tilhører,” siger Henrik Olsen, der er direktør i Unisecure.

Hans vurdering er, at DNA-malingen vil have en klar præventiv effekt.

”Et stort problem for både politiet og de retsmæssige ejere af stilladserne har indtil nu været, at selv om de finder de formodede tyve, kan de ikke kan bevise, at stilladsdelene er stjålet. Var alt i stedet DNA-malet, ville det være sværere at være forbryder i den branche,” siger Henrik Olsen.

For Michael Jørgensen løser den nye type maling også en anden udfordring.

”Det er væsentligt billigere og nemmere for mig at kunne klare maling og DNA-mærkning i ét hug. Samtidig kan man se på mine stilladsdele, at de er mærket, så svage sjæle ved, at det kan spores. For min forretning er det jo afsindig vigtigt, at vi kan regne med, at vi har de stilladsdele, vi skal bruge til en konkret opgave og at de ikke er endt i hænderne på tyve”, siger han.


Tags

Leverandører
Tilbage til toppen