SecurityWorldMarket

09-08-2021

Problem: Databeskyttelse og ”forbundne biler”

”Forbundne biler” rejser en række databeskyttelsesmæssige problemstillinger, idet der ved brugen af dem kan blive indsamlet personoplysninger om førere og passagerer. Disse problemstillinger har Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) belyst i en vejledning om emnet.

Flere og flere biler er såkaldte forbundne biler (connected cars), hvor data om f.eks. motorens ydeevne og førerens vaner og brugsmønstre kan blive indsamlet og behandlet på anden vis. Sådanne data er i vidt omfang personoplysninger, idet de relaterer sig til bilens fører eller passagerer, og der rejser sig derfor nogle databeskyttelsesmæssige problemstillinger i relation til ”forbundne biler”. Disse har EDPB har belyst i en vejledning om emnet, oplyser Datatilsynet.

Vejledningen henvender sig hovedsageligt til bilfabrikanter og andre, der arbejder professionelt med forbundne biler, men er også relevant for brugere, som ønsker at blive oplyst om de databeskyttelsesmæssige problematikker ved brugen af forbundne biler.

De databeskyttelsesmæssige problemstillinger
Flere af de databeskyttelsesmæssige problemstillinger i relation til forbundne biler kan sammenlignes med dem, der gør sig gældende for f.eks. mobiltelefoner; man kan downloade apps, spore sin lokalitet, låse sin enhed op med biometriske oplysninger mv. Det er således et databeskyttelsesmæssigt bredt og komplekst felt at navigere i.

EDPB’s vejledning gennemgår potentielle databeskyttelsesretlige problemstillinger ved forbundne biler, herunder manglende oplysning omkring indsamling og behandling af personoplysninger og manglende kvalitet af samtykker i forbindelse med behandlingen af personoplysninger, og giver dernæst en række anbefalinger til, hvordan disse problemstillinger kan imødekommes og minimeres.



Leverandører
Tilbage til toppen