SecurityWorldMarket

28-01-2026

Idura får ny salgsdirektør for at accelerere europæisk vækst

Lars Mørch

Den danske eID-sikkerhedsvirksomhed Idura (tidl. Criipto), har fået en ny profil til teamet i Lars Mørch, tidl. Salesforce og Avallone, der skal sætte fart på den internationale skalering.

Lars Mørch får ansvaret for at lede og videreudvikle Iduras salgsorganisation, implementere en ny go-to-market-model og sikre, at virksomhedens identitetsplatform kommer hurtigere og mere konsekvent ud til kunder i både regulerede og uregulerede markeder.

Lars Mørch har mere end 30 års erfaring med internationalt SaaS-salg og forretningsudvikling fra både scale-ups og globale teknologivirksomheder. Senest kommer han fra en stilling som Chief Revenue Officer hos Avallone og har tidligere været Regional Vice President hos Salesforce, hvor han har arbejdet med vækst i annual recurring revenue – "ARR", opbygning og skalering af salgsteams samt etablering af nye markeder.

Ansættelsen sker i en fase, hvor markedet for digitale identiteter er under hastig forandring, blandt andet drevet af EU’s kommende eIDAS 2.0-regulering og udbredelsen af digitale identitets-wallets på tværs af Europa. For Idura betyder det et øget behov for en skalerbar go-to-market-indsats, særligt internationalt.

Idura ejes i dag af de norske bankers joint venture Stø (tidligere BankID BankAxept AS).


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen