Gennem to årtier har Scanview leveret og udviklet intelligente overvågningsløsninger til DSB's stationer, værkstedsfaciliteter og overvågningscentral. Med den nye aftale fortsætter samarbejdet om at skabe trygge offentlige miljøer, understøtte effektiv drift og sikre hurtig håndtering af hændelser på tværs af det danske jernbanenet.
Erfaring og specialiserede kompetencer
Scanview er blandt Danmarks førende specialister inden for integrerede sikrings- og overvågningsløsninger og har gennem mange år opbygget en betydelig ekspertise inden for samfundskritisk infrastruktur.
Samarbejdet med DSB omfatter fortsat udvikling, drift og modernisering af CCTV-løsninger til stationer og jernbanedrift. Der vil være særligt fokus på at udnytte nye teknologier og AI-baseret videoanalyse til at styrke passagersikkerheden, øge situationsforståelsen og understøtte den operationelle performance.
Den nyeste teknologi skaber værdi i hverdagen
Ved at kombinere moderne videoteknologi, analyseværktøjer og indgående branchekendskab hjælper Scanview og deres samarbejdspartner Dallmeier electronic med at skabe bedre beslutningsgrundlag i tæt samarbejde med DSB's medarbejdere.
Målet er at levere fremtidssikrede CCTV-løsninger, der ikke alene understøtter sikkerheden, men også gør det lettere for medarbejdere at overvåge, dokumentere og håndtere hændelser på tværs af lokationer.
De intelligente løsninger bidrager til øget tryghed for passagerer og ansatte, samtidig med at de skaber det nødvendige overblik i en kompleks driftsorganisation, oplyser parterne.




































