SecurityWorldMarket

05-10-2023

Devoteam ansætter ny CEO i Danmark

Casper Ryborg, ny landechef i Danmark.

Den franske teknologi- og IT-konsulentvirksomhed Devoteam har ansat Casper Ryborg som CEO og landechef for Devoteam Danmark. Hans nøgleopgave bliver vækst af det samlede Devoteam, efter at hans forgænger på posten har færdiggjort opgaven med at integrere en række opkøbte selskaber og skabe ét samlet Devoteam, oplyser virksomheden.

Devoteam har pr. 1. oktober 2023 ansat Casper Ryborg som ny CEO og landechef for Devoteam Danmark.  Han afløser Marianne Woldbye Tholin, der har takket ja til en international stilling i Devoteam og fortsætter som Group Vice President for en portefølje af strategiske globale projekter, heriblandt Cloud Managed Services. Casper Ryborg kommer fra en stilling som Equity Partner i PwC i Schweiz.

- Vi er yderst begejstrede over at byde Casper Ryborg velkommen. Hele virksomheden og vores kunder vil få stort udbytte af hans imponerende karriere med mere end 25 års erfaring fra PwC, Deloitte og PA Consulting. Han kommer til Devoteam med et dedikeret fokus på rådgivning af kunder i den private sektor, hvor han gennem sin karriere har rådgivet Danmarks største virksomheder inden for især medicinalbranchen, shippingbranchen og den finansielle sektor. Caspers baggrund og relationer bliver et værdifuldt aktiv for Devoteams fortsatte vækstrejse, siger Sébastien Chevrel, der er Group Managing Director i Devoteam.

Casper Ryborg har desuden siddet for bordenden på rådgiversiden i forbindelse med store kundeprojekter inden for cybersikkerhed, digitalisering, ERP-implementering og finansiel transformation. Et af Caspers succeskriterier er at opbygge fortrolige og tætte kundeforhold ved at kombinere dyb teknologiforståelse med de forretningskritiske behov for på den måde at understøtte kundernes strategiske ambitioner.

Han overtager en dansk forretning, hvor transformationen og integrationen af Devoteams mange virksomhedsopkøb de senere år er gennemført under Marianne Woldbye Tholins ledelse. Dermed er fundamentet skabt for ét samlet Devoteam med en klar målsætning om at vokse hurtigere end resten af branchen de kommende år. Som rådgiver har Devoteam i flere år særligt haft en styrke i den offentlige sektor. Med Casper om bord får Devoteam ifølge virksomheden nu bedre mulighed for at balancere væksten i både det private og offentlige marked.




Leverandører
Tilbage til toppen