SecurityWorldMarket

30-04-2022

To tredjedele af verdens mobiltelefoner kan være ramt af alvorligt sikkerhedshul

Ifølge Check Point Research er over 66 pct. af alle mobiltelefoner i verden ramt af et sikkerhedshul.

Analytikere hos Check Point Research har opdaget et sikkerhedshul, der potentielt kan give hackere adgang til brugeres film og billeder på Android-telefoner med chipset fra producenterne Qualcomm og Mediatek.

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har opdaget et alvorligt sikkerhedshul i Android-telefoner, der benytter chipset fra de to producenter Qualcomm og Mediatek. Sikkerhedshullet kan udnyttes af cyberkriminelle til at få adgang til brugernes billeder og film samt mulighed for at optage fra mobiltelefonens kamera - uden brugerens viden. Ifølge analytikerne hos Check Point Research er over 66 pct. af alle mobiltelefoner i verden, herunder fra kendte mobilproducenter som Samsung, OnePlus og Google, ramt af sikkerhedshullet.

Sikkerhedshullet er fundet i lyd-dekoderen i de to producenters chipset, der behandler lydformatet ALAC, der blev udviklet for over 11 år siden.

- Vi har at gøre med et meget alvorligt sikkerhedshul. Dels fordi omfanget er meget stort, når man tænker på, at de rammer to tredjedele af alle mobiltelefoner i verden. Men i høj grad desværre også, fordi det har vist sig skræmmende let for en hacker at få adgang til brugernes personlige videoer og billeder ved at udnytte dette sikkerhedshul. Desuden har vores analytiker også opdaget, at det er muligt for cyberkriminelle at spionere gennem kameraerne i brugernes telefoner, hvilket jo ikke er særlig betryggende, fortæller Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark. Han afslutter:

- Efter vores analytikere opdagede sikkerhedshullet, henvendte vi os straks til MediaTek og Qualcomm, der har lukket hullet i de nyeste opdateringer. Det er dog brugeres eget ansvar at sikre, at man altid har opdateret sin Android-telefon med den seneste software, hvilket vi naturligvis opfordrer alle til at gøre.



Leverandører
Tilbage til toppen