SecurityWorldMarket

09-04-2023

Misbrug af Dankort fortsat lavt

Foto: Nets

I 2022 var misbruget af Dankort igen på et lavt niveau, og dermed fortsætter den positive udvikling med lavt misbrug efter corona-pandemien, hvor der skete et markant fald i forhold til tidligere. Afstandskrav i de fysiske butikker samt ekstra kode på nettet øger sikkerheden og holder misbrug af Dankort nede. Det lave misbrug er positivt for de danske banker, kortholdere såvel som butikker, da det gør det billigere og mere sikkert for forretningerne at tage imod Dankort.

D er skete et markant fald i misbrug af Dankort i den fysiske handel fra Corona-pandemien ramte os i 2020, fordi myndighederne lukkede forretninger ned og introducerede afstandskrav i det offentlige rum. Nu viser nye tal for misbrug af Dankort i 2022, at misbruget fortsat holder sig på et lavt niveau – endda under niveauet før Corona. Afstandskravet betød dengang, at afluring i butikkerne af PIN-koder og efterfølgende misbrug faldt meget markant i 2020 i forhold til årene op til pandemien. I takt med at restriktionerne gradvist blev ophævet i starten af 2021, blev det igen nemmere for de kriminelle at komme fysisk tæt på kortholderne og aflure deres PIN-kode, men på trods af at afstandskravet forsvandt, så er misbruget kun steget marginalt i 2022.

- Et stærkt og sikkert Dankort er vigtigt for samfundet, og derfor er det gode nyheder, at misbruget fortsat holder sig på et meget lavt niveau. Vi kan desuden se, at danskerne er noget nær verdensmestre i at betale kontaktløst, hvilket minimerer antallet af gange man som forbruger taster sin PIN-kode på forretningens betalingsterminal. Men selvom det er stadig sjældnere, at man skal indtaste sin kode, så er det fortsat vigtigt at være opmærksom her – særligt hvis man står tæt på andre omkring betalingsterminalen, siger Esben Torpe-Jørgensen, direktør i Nets med ansvar for Dankort.

Ifølge Nets' nyeste opgørelse sker 9 ud at 10 fysiske betalinger kontaktløst på betalingsterminalerne. Grænsen for hvornår man skal indtaste sin PIN er ved køb over 350 kr., og af sikkerhedsmæssige årsager vil man fortsat lejlighedsvis blive bedt om at indtaste sin PIN-kode ved køb under beløbsgrænsen.

Ekstra kode på nettet holder misbruget i skak

Misbruget på nettet i 2022 er på samme lave niveau som året før. Det lavere misbrug på nettet har været en stabil trend siden implementeringen af Dankort Secured by Nets, hvor kortholdere skal indtaste en ekstra kode, når de handler på nettet. Misbruget af Dankort er blevet mere end halveret siden 2020, hvor kravet om stærk kundeautentifikation kom til at gælde for alle betalinger på nettet og er yderligere reduceret i forhold til årene før.

- Dankort er et sikkert valg og med det lave misbrug følger tryghed og lavere omkostninger for de fysiske forretninger, når de tager imod betaling fra Dankort. Sidste år blev priserne sænket med otte procent for Dankort betalinger i de fysiske forretninger. Det lave misbrug er også godt nyt for de danske forbrugere, da det gør det billigere for forretningerne at tage imod Dankort og dermed billigere at handle i butikkerne, hvilket er en klar fordel i en tid med høj inflation, siger Esben Torpe-Jørgensen.



Leverandører
Tilbage til toppen