SecurityWorldMarket

10-08-2021

ISS Danmark og Forsvaret afslutter partnerskab

Partnerskabsaftalen, der blev indgået i 2017, løb oprindeligt frem til 30. januar 2024. Men det har efterfølgende vist sig, at det har været svært at realisere de potentialer og muligheder, der var en afgørende del af fundamentet for indgåelsen af partnerskabet.

Derfor er parterne blevet enige om gradvist at udfase partnerskabet i løbet af de næste 11 måneder. Yderligere er det blevet aftalt, at ISS betaler en kompensation til Forsvaret i forbindelse med ophøret.

Forsvaret vil i løbet af transitionsperioden overtage alle services og forpligtelser, som ISS Danmark i dag varetager. ISS-medarbejdere på Forsvarets kontrakt får et tilbud om virksomhedsoverdragelse til Ejendomsstyrelsen.

- Jeg er meget glad for, at vi nu har opnået en aftale med Forsvaret, der er til gavn for alle parter. Dette er resultatet af meget konstruktive forhandlinger, og vi vil nu fokusere på at sikre en nem og glidende overdragelse af opgaverne, samtidig med at vi opretholder vores service til Forsvaret i transitionsperioden, siger Simon Kaiser, der er Head of Group Business Transformation i ISS.



Leverandører
Tilbage til toppen