Sikkerhedsmærkningen viser ifølge BSI Hanwha Visions engagement i at opfylde anerkendte cybersikkerhedskrav til opkoblede enheder, understøtte kundernes ESG-mål og forberedelserne til EU's Cyber Resilience Act (CRA).
Øget gennemsigtighed inden for cybersikkerhed
BSI har tildelt IT-sikkerhedsmærkningen til 41 Hanwha Vision-netværkskameraer på baggrund af kravene i den europæiske sikkerhedsstandard ETSI EN 303 645 for intelligente forbrugerenheder. Mærkningen gælder udvalgte produkter i Wisenet 9 X- og P-serierne, som indgår i den godkendte BSI-ansøgning.
IT-sikkerhedsmærkningen gør det muligt for producenter på en transparent måde at kommunikere cybersikkerhedsfunktionerne i kvalificerede produkter, samtidig med at den hjælper kunderne med at træffe mere velinformerede købsbeslutninger. Som en del af mærkningen har Hanwha Vision erklæret, at virksomheden opfylder anerkendte cybersikkerhedskrav og forpligter sig til at opretholde disse krav i hele mærkningens gyldighedsperiode, rapportere nyopdagede sårbarheder til BSI og håndtere dem på passende vis.
Understøtter forberedelserne til CRA
I takt med, at organisationer forbereder sig på indførelsen af EU's Cyber Resilience Act (CRA), er cybersikkerhed blevet en vigtig faktor ved valget af leverandører og samarbejdspartnere inden for sikkerhedsteknologi. Principperne bag BSI IT Security Label stemmer i høj grad overens med mange af de krav, der indføres med CRA. Det giver ifølge Hanwha brugerne yderligere tryghed, når de investerer i sikre og robuste løsninger til kameraovervågning.
For sikkerhedsinstallatører, systemintegratorer og slutbrugere giver mærkningen større gennemsigtighed i de cybersikkerhedsforanstaltninger, der er implementeret i Hanwha Visions produkter. Det understøtter købsbeslutninger og viser samtidig et vedvarende engagement i at opretholde produktsikkerheden gennem hele produktets livscyklus, skriver virksomheden.
En central del af produktudviklingen
Cybersikkerhed har længe været en central del af Hanwha Visions produktudviklingsstrategi. Wisenet 9-kameraerne indeholder flere sikkerhedsteknologier, der er udviklet til at beskytte enheder, data og kommunikation under hele installationen og driften. Det omfatter sikker opstart og et sikkert operativsystem samt dynamisk privatlivsmaskering (DPM) i selve enheden.

































