SecurityWorldMarket

26-05-2021

Globale IoT-giganter går sammen om ny åben standard

Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark.

Åbne standarder vinder stigende indpas for at skabe fleksibilitet og skalerbarhed på tværs af IoT-løsninger. Som et led i udviklingen lancerer den globale Connectivity Standards Alliance (CSA) nu en fælles åben standard ved navn ’Matter’, som har til formål at accelerere den bæredygtige omstilling af bygninger og el-ladestandere.

Den nye åbne IoT-standard, Matter, forener aktører i branchen og er udviklet af Connectivity Standards-alliancen (CSA), som består af en række store aktører, herunder Apple, Google, Ikea og den globale specialist i energioptimering Schneider Electric, som har dansk hovedsæde i Ballerup og i januar blev kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed.

Stort potentiale for energioptimering af bygninger
Schneider Electric er blandt de tre største certificeringsudstedere af CSA-produkter og har selv været med til at udvikle og teste den nye Matter-standard. Derfor er Schneider Electric godt stillet til at anvende den nye åbne standard, som de vil implementere i virksomhedens smart home-løsninger og teknologier til energistyring af bygninger.

- Vi ved, at bygninger står for 40 procent af det samlede energiforbrug i EU, og hvis vi skal nå verdens klimamål, er vi nødt til at samarbejde på tværs – også med konkurrenter. Den nye åbne standard handler om at gøre det så nemt som muligt for forbrugere og organisationer at implementere IoT-løsninger, der kan optimere energiforbruget og mindske CO2-udledningen fra bygninger, uanset hvilken producent løsningen kommer fra, siger Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark.

Elektricitet skal digitaliseres
Det estimeres, at efterspørgslen på elektricitet vil fordobles i 2040, og derfor er der et stort potentiale for at energioptimere ved at koble elektricitet op på digitale teknologier. Ved at bruge Matter-forbundede enheder får forbrugere et mere transparant overblik over, hvordan boligens energi produceres, opbevares, distribueres og forbruges – og dermed bedre mulighed for selv at påvirke energiforbruget og bidrage til den bæredygtige omstilling. Systemet kan også selv prioritere den grønne energi, så fx særligt strømsultne enheder som ladestationer til elbiler primært får strøm fra solenergi eller andre vedvarende energikilder i hjemmet.

- Vi tror på, at vejen til en klimaneutral fremtid både er elektrisk og digital, og her er åbne standarder helt essentielle. Derfor spiller organisationer som CSA en afgørende rolle, og vi er stolte af at være med til at udvikle IP-baserede standarder som Matter, der forbedrer samspillet mellem IoT-enheder i smart building-systemer, siger Thomas Andersen, Vice President hos Schneider Electric Danmark.



Leverandører
Tilbage til toppen