SecurityWorldMarket

21-02-2023

Boom i praktikpladsaftaler hos installatørerne

Både installationsbranchen og metalindustrien har det seneste år haft fuld fart på praktikpladsaftalerne med nye lærlinge, viser nye tal. Hvis den udvikling skal fortsætte, kræver det vedvarende fokus på at få flere unge ind på erhvervsuddannelserne, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne.

Virksomhederne indgik sidste år op til 10 procent flere praktikpladsaftaler med lærlinge i forhold til 2021, viser Undervisningsministeriets netop offentliggjorte tal. Det er markant bedre end gennemsnittet for alle erhvervsuddannelser, hvor stigningen var på en enkelt procent.

- Det er især bemærkelsesværdigt i installationsbranchen, da det bygger ovenpå et i forvejen højt niveau, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.

- Det er glædeligt, at den nye SVM-regering har et erklæret mål om at styrke erhvervsskolerne med bedre udstyr og lærekompetencer blandt andet. Det er nødvendigt for at få flere til at søge ind og hele grundlaget for, at virksomhederne har lærlinge, de kan indgå uddannelsesaftaler med, siger Tina Voldby.



Leverandører
Tilbage til toppen