SecurityWorldMarket

05-12-2016

1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark

Det anslås nu, at Danmark har hele halvanden million overvågningskameraer.

SikkerhedsBranchen har opdateret sit bud på antallet af overvågningskameraer i Danmark, og tallet på halvanden million kommer nok bag på mange. Med næsten ét overvågningskamera pr. fire danskere er Danmark et af de mest kameraovervågede lande i verden. Avisen Security User har spurgt SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen, om baggrunden for det nye tal og dets betydning for danskernes tryghed.

Der er ingen, der helt præcist ved, hvor mange tv-overvågningskameraer der er installeret i Danmark. Frem til 2007 skulle man indberette visse installationer til Datatilsynet, men da loven blev lavet om, og det blev lovligt at overvåge flere steder, droppede man samtidig indberetningspligten. Alligevel er antallet af kameraer et evigt varmt emne blandt meningsdannere og medier, og derfor kommer SikkerhedsBranchen jævnligt med et kvalificeret bud på tallet. Sidste gang var da branchen i 2013 anslog, at der var 500.000 kameraer. Nu – tre år senere – er buddet tredoblet, nemlig halvanden million kameraer.

Security User: Kasper Skov-Mikkelsen, hvorfor tror du, der er sket så stor en stigning på tre år?

”Der er flere grunde. Til at starte med må jeg jo nok erkende, at tallet var til den lave side allerede i 2013. Ikke voldsomt meget for lavt, men i underkanten. Det betyder, at udviklingen på tv-overvågningsmarkedet har været enorm de seneste år. De kameraer, der produceres i dag, kan nærmest ikke sammenlignes med dem, der blev installeret for tre år siden, fordi de kan så meget mere. Samtidig bliver det enkelte kamera billigere, så selvfølgelig vil især erhvervskunderne benytte sig af den teknologiske udvikling og installere flere kameraer. I dag er der også langt flere kameraer pr. anlæg, og det batter jo virkelig på antallet.”

Så større interesse for og mere avanceret brug af tv-overvågning i erhvervslivet er altså forklaringen?

”Det er en af forklaringerne, men man skal heller ikke undervurdere interessen fra privathjemsmarkedet. En ny undersøgelse fra boligsiden.dk viste, at 1/7 af alle danskere har tv-overvågning i hjemmet. Hvis det er rigtigt, så sidder der altså omkring en kvart million kameraer i de private hjem alene. De kameraer kan vi i den professionelle branche godt komme til at glemme, for mange private køber deres kameraer i byggemarkeder eller over nettet og installerer dem selv.”

Det lyder voldsomt med så mange kameraer i et lille land med en ellers meget tryg befolkning. Hvad synes danskerne om de mange kameraer?

”De er vilde med dem – tv-overvågning er en meget populær sikringsform i Danmark. Det er også fortjent, for det er jo meget effektivt, men jeg kan godt blive overrasket, når jeg ser, hvor mange steder danskerne vil have installeret tv-overvågning. Det er et kendt faktum, at synlig sikkerhed fremmer trygheden, og tv-overvågning er jo meget synlig, også fordi der skal skiltes. Vi har jo også alle sammen set, at tv-overvågning er en enorm hjælp til politiet, så kameraer giver os mere følelsen af, at nogen våger over os, end af at nogen overvåger os.”

Ser du slet ingen problemer i, at vi er omgivet af tv-overvågning?

”Jo, der er et basalt problem: Der er ikke styr på de mange kameraer. Det er sådan set et problem, uanset om der sidder en halv, halvanden eller fem millioner kameraer i Danmark, og det er et problem, som politikerne bør tage hånd om. Alle og enhver kan sætte en eller anden form for tv-overvågning op i dag, men meget få kender lovgivningen. Det er ikke nødvendigvis, fordi danskerne er ligeglade, for lovgivningen er temmelig indviklet og spredt på flere forskellige love. Samtidig er der næsten intet tilsyn. Politiet tjekker ikke, om kameraer sidder ulovligt – det er de færreste politifolk, der kan lovgivningen godt nok til overhovedet at være i stand til det – og selv hvis de falder over et ulovligt placeret kamera, ser de ofte igennem fingrene med det, for de vil jo gerne kunne bruge billederne.”

Så politiet skal ud af starthullerne?

”Det kan du sige, men i virkeligheden burde vi finde en anden løsning, der ikke står og falder med politiets ressourcer. Det er derfor, SikkerhedsBranchen siden 2007 har råbt og skreget på igen at få indberetningspligt og dermed et nationalt register over alle tv-overvågningskameraer. Desuden synes vi jo, det skal være et lovkrav, at tv-overvågning skal installeres af ISO 9001-certificerede installatører. Det ville sikre både, at den tekniske kvalitet er i orden, og at loven blev overholdt”

Hele artiklen kan læses i avisen Security User, der udkommer i denne uge. For et gratis abonnement kontakt venligst Jonny Sjöberg på tlf. 20 28 01 38 eller js@o-k.dk


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen