SecurityWorldMarket

30-11-2015

10 års kamp for et mere brandsikkert Danmark

BrandBevægelsens årlige ”red farmor”-kampagne opfordrer folk til at blive dagens helt på under fem minutter ved at sætte en røgalarm op hos en af deres ældre.

Den 14. november fyldte BrandBevægelsen 10 år. BrandBevægelsen er et tværgående netværk, der dækker stort set alle myndigheder og organisationer i Danmark, som beskæftiger sig med brand. Formålet er at forbedre brandsikkerheden i Danmark, blandt andet gennem oplysning til borgerne og til personer, som er ansvarlige for andres brandsikkerhed. Initiativet til BrandBevægelsen var en reaktion på det høje antal branddøde i Danmark.


BrandBevægelsen er især kendt for røgalarmkampagnen ”Red farmor”, som med støtte fra TrygFonden nu er gennemført i 54 af landets kommuner – i adskillige af dem flere gange. Som led i kampagnen er der opsat over 15.000 røgalarmer med 10-års batteri hos ældre medborgere. Kampagnen opfordrer folk til at ”blive dagens helt på under 5 minutter” ved at sætte en røgalarm op hos ældre familiemedlemmer, og på den måde er effekten nået meget længere end til de 15.000 ”officielle” røgalarmmodtagere.

Mange kender også BrandBevægelsen for dens populære temadage om brandforebyggelse. Den første fandt sted i november 2007, og siden da har der været afholdt mindst én temadag hvert år. I foråret 2015 handlede temadagen om ”Brandsikkerhed på institutioner”, og interessen var så stor, at temadagen bliver gentaget to gange her i efteråret, med i alt ca. 300 deltagere.

Aktiv plejesektor
Overingeniør Peter Hofman-Bang står for BrandBevægelsens daglige drift. Han siger:

- Vi er meget tilfredse med, at de fleste deltagere i dette års temadage er ansatte i plejesektoren, som samler inspiration til deres arbejde med beboernes brandsikkerhed. Det er åbenbart lykkedes os at gøre op med den gamle overtro, at ”brandforebyggelse, det er noget, som brandvæsenet tager sig af”. Nej, det er ”de varme hænder”, hvis daglige indsats er helt afgørende for, at den tiltænkte brandsikkerhed virkelig er til stede.

Det er hensigten, at BrandBevægelsens samlede viden, idéudveksling og indsats skal knække den sørgelige kurve for antallet af omkomne i brand. BrandBevægelsen er blevet et samlingspunkt for organisationer som Beredskabsstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, FKB, Beredskabsforbundet, Boligselskabernes Landsforening, DBI, Danske Risikorådgivere, Forsikring & Pension og Politiets Kriminalteknisk Center (Gerningssted/Brand). Der kommer stadig nye deltagere til. Senest har Skorstensfejerlauget sluttet sig til netværket.

Uformelt netværk
BrandBevægelsen er organiseret som et uformelt netværk mellem for tiden 17 myndigheder og organisationer med flere, med en styregruppe, som består af repræsentanter for medlemmerne. Beslutninger kræver konsensus – som det for eksempel vil gælde for tilslutningen til et forslag om ”fælles anbefalinger for brandsikkerhed i hjemmet”, som Beredskabsstyrelsen har taget initiativ til efter svensk forbillede. Sekretariatet er placeret i SikkerhedsBranchen.

De ti år med BrandBevægelsen har vist, at i fællesskab løfter man bedre, men at der er nok at tage fat på i arbejdet med Danmarks brandsikkerhed. For det ser ikke ud til, at det er lykkedes for alvor at knække kurven for omkomne ved brand. Den samling af alle gode kræfter inden for brandsikring, som BrandBevægelsen udgør, er derfor lige så aktuel nu som den var for ti år siden.


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen