SecurityWorldMarket

06-10-2011

Teletec ny distributør af VESDA detektorer fra Xtralis

Teletec Connect har indledt et samarbejde med firmaet Xtralis, der er en verdensledende pioner inden for tidlig detektering af brand, ASD (Aspirating Smoke Detection). Teletec Connect har nu fået distributionen af VESDA-serien, der iflg. Teletec er verdens nr.1 inden for ASD produkter.

VESDA sortimentet fra Xtralis omfatter VESDA Laser Plus detektorer, VESDA Laser Compact og VESDA Laser Focus samt tilhørende rør. Detektorerne er velegnede til detektering af en begyndende brand i såvel små som store områder i f.eks. serverrum, lagerum, tunneler og sterile områder.

ASD produkterne har den særlige styrke, at de detekterer en begyndende røgudvikling, længe før traditionelle detektorer kan give en alarm. Dermed giver VESDA-produkterne værdifuld ekstra tid til at undersøge alarmens oprindelse og sikrer en hurtigere reaktion, der kan imødegå og begrænse skader på såvel bygninger som den fortsatte forretningsdrift.

Salgs- og produktansvarlig for brandprodukterne, Berit Johnsen, er både glad for og stolt over det nye agentur, der vil styrke Teletec’ produktområde inden for brand markant: ”Vi har i forvejen et meget stærkt brand, og med Xtralis’ valg af Teletec Connect som distributør har vi nu et mere komplet sortiment, der sikrer, at installatørerne kan få dækket hele paletten inden for branddetektering.”

Agenturet fra Xtralis dækker hele den nordiske region, hvor Teletec Connect er repræsenteret i Danmark, Sverige, Norge og Finland.


Leverandører
Tilbage til toppen