17-05-2011
Securitas køber Niscayah
Sikkerhedsbranchen reagerede med skepsis, da afknopningen fandt sted for fem år siden. Nu indrømmer Securitas, at det ikke var nogen god løsning.
- Vi har lært meget siden dengang. Visse beslutninger var rigtige, andre ikke. Efter min mening skulle vi have beholdt Niscayah, sagde Alf Göransson på pressemødet i går, mandag.
Göransson mente, at det handler om at tage kontrol over sin egen fremtid, når det gælder tjenester baseret på sikkerhedsteknik.
- Den hurtigste og bedste vej til at få en stærkere position på dette område er at købe Niscayah, mente han og tilføjede samtidig, at det afgivne bud er endeligt, også selv om der skulle dukke konkurrerende bud op.
Uanset om købet går igennem eller ej, skal Securitas satse på teknikbaserede tjenester. De omkostningssynergier, som Niscayah-købet vil give, beløber sig til cirka 200 millioner SEK årligt med fuld effekt fra og med 2013, oplyser Securitas i sin pressemeddelelse. Omstruktureringsudgifterne beregnes at beløbe sig til cirka 250 millioner SEK i 2011 og 2012. Ifølge Securitas ventes købet at bidrage positivt til gevinst per aktie fra og med 2013, når synergierne til fulde er realiseret.
Niscayahs største aktieejere, Latour, Säki og MSAB har allerede meddelt, at de bakker op om buddet.
På et ekstraordinært bestyrelsesmøde har bestyrelsen i Niscayah besluttet at nedsætte et uvildigt udvalg, bestående af bestyrelsesmedlemmerne Tomas Franzén, Eva Lindqvist og Håkan Kirstein, som skal træffe de beslutninger, som kræves i anledning af den opståede situation samt for at evaluere tilbuddet og andre potentielle tilbud.
Det uvildige udvalg vil vende tilbage med sin vurdering af tilbuddet samt baggrunden for denne opfattelse og endvidere en vurderingsudtalelse (en såkaldt fairness opinion) fra en uafhængig ekspert, senest to uger før acceptfristens udløb.
Lazard er hyret som finansiel rådgiver, og Hannes Snellman er hyret som legal rådgiver.

















