SecurityWorldMarket

16-12-2016

NC3 bliver partner i internationalt samarbejde imod ransomware

Hvis man har fået låst sin digitale enhed, kan man hente gratis hjælp på nomoreransomware.com. Foto: Freeimages.com

NC3, Rigspolitiets Cyber Crimecenter, er blevet partner i det internationale samarbejde No More Ransomware. Samarbejdet, der har til formål at bekæmpe ransomware igennem en global indsats, blev etableret i juli 2016 af hollandsk politi, Europol, Intel Security og Kaspersky Lab.

Med No More Ransomware-projektet er der således opstået en helt ny platform for indsatsen imod ransomware. En international platform med partnere fra både den offentlige og private sektor, heriblandt NC3, der er blandt de 30 nye tilføjede partnere.

No More Ransomware-projektet udmønter sig i hjemmesiden nomoreransomware.com, hvor ofre for ransomware blandt andet kan få gratis hjælp til dekryptering af ransomware, der har låst deres digitale enheder. Derudover findes der på siden også gode råd til, hvordan man kan beskytte sig imod ransomware, samt beskrivelser af hvad ransomware egentlig er og ikke mindst, hvordan det fungerer.

Da projektet tager kampen op imod ransomware på internationalt plan, er nomoreransomware.com også tilgængelig på italiensk, portugisisk, hollandsk og russisk, og flere sprog er på vej i takt med, at samarbejdet udvides. Derudover betyder tilføjelsen af de 30 nye partnere også, at en lang række erfaringer, kompetencer og værktøjer er blevet tilgængelige for ofrene for ransomware. Således har næsten 6000 personer med hjælp fra nomoreransomware.com kunnet dekryptere deres enheder, og otte dekrypteringsværktøjer er ligeledes blevet tilgængelige på nomoreransomware.com.

No More Ransomware´s nye partnere er: dansk, finsk, kroatisk, maltesisk, rumænsk, singaporeansk, slovensk og østrigsk politi, eu-LISA (the European Agency for the operational management of large-scale IT systems in the area of freedom, security and justice), AnubisNetworks, AON, Armor, Association for Preventing and Countering Frauds (APCF), BH Consulting, CECyF (Centre Expert contre la Cybercriminalité Français), Cyberlaws.NET, Cylance Inc., DATTO, Inc., ESET, FS- ISAC (Financial Services – Information Sharing & Analysis Center), G DATA Software AG, Heimdal Security, s21Sec, Smartfense, SWITCH, Ukrainian Interbank Payment Systems Member Association (EMA), CERT-EU (Computer Emergency Response Team for the EU institutions, agencies and bodies), IRISS CERT (Irish Reporting and Information Security Service), CIRCL.LU (Computer Incident Response Center Luxembourg) and SI-CERT (Slovenian Computer Emergency Response Team).


Tags


Leverandører
Tilbage til toppen