SecurityWorldMarket

04-03-2016

EET investerer i verdens mest effektive robotstyrede lagersystem

EETs AutoStore system er opbygget af et stort aluminiumsgitter, der er konstrueret til vareopbevaring.

Det netop installerede lagersystem på sikkerhedsgrossisten EET Groups Logistikcenter i Ballerup er Danmarks største AutoStore installation.

Det netop installerede robotstyrede AutoStore lagersystem er en del af EET Groups ambitiøse strategi for videreudviklingen af EET Logistics divisionen. AutoStore systemet er opbygget af et stort aluminiumsgitter, der er konstrueret til vareopbevaring. Størrelsen og formen på gitteret er individuelt, og afhænger udelukkende af den ønskede dimension på systemet. Gitteret sikrer optimal udnyttelse af lagerkapaciteten. Varerne opbevares i tusindvis af plastikkasser, placeret inde i gitteret.

Robotter bevæger sig hurtigt og koordineret på skinner på toppen af gitteret, hvor de hejser varekasser op og ned, og flytter dem videre til systemets vareud- og indleverings-porte, for derefter at placere dem tilbage i gitteret igen, når de ønskede varer er taget op af varekasserne.

Når varer fra bunden af gitteret skal bruges, koordinerer robotterne arbejdet og graver sammen deres vej ned til den ønskede varekasse, med de efterspurgte varer. Robotterne sørger for løbende at optimere placeringen af varer i gitteret således, at kasser med de mest efterspurgte varer placeres på de øverste niveauer i gitteret.

Vareporte udgør snitfladen mellem AutoStore systemet og lagerets personale. Det er her, varer fødes ind i opbevaringssystemet, og det er her varerne igen forlader gitteret til videre pakning og forsendelse. Optimering af antallet af robotter i systemet sikrer, at der konstant leveres varekasser til og fra vareportene, så spildtid for lageroperatørerne undgås.

Producenten af Autostore er det norske selskab Hatteland, og systemintegratoren er Element Logic AS.

"AutoStore robotterne drives af genopladelige batterier, og systemet styrer 100%, hvorledes de bevæger sig rundt på toppen af gitteret. Hver robot har en lift, som bruges til at plukke og placere varekasser i gitteret," forklarer Tom Kjærulf, Group Logistics Director hos EET Group.

"Robotterne modtager ordrer om varebestillinger trådløst fra styresystemet, ligesom de også modtager ordrer om at bevæge sig til en ladestation, når der er behov for det."

AutoStore systemet, som er konfigureret til EET Group, består af 43.500 varekasser med i alt 83.500 rum i forskellig størrelse. Varekasserne er placeret i 12 lag/etager, og de håndteres af 32 robotter, der leverer varekasserne til og fra 8 vareporte. Systemet kan opbevare ca. 800.000 vareenheder.

"Investeringen i AutoStore giver os en meget højere effektivitet og en række omkostningsbesparelser," siger Tom Kjærulf. "Ud over en bedre lagerudnyttelse og en væsentlig øget kapacitet, så er den mest indlysende fordel for os, at vores medarbejdere arbejder langt mere effektivt og med langt mindre fysisk belastning end ved traditionel plukning. Jeg forventer, at vi vil øge lagerkapaciteten med 40%, når alle produkter, der er egnede til at blive håndteret i Autostore, er overflyttet til systemet."

Tom Kjærulf fortsætter: "Vi har valgt en meget skalerbar løsning, så hvis vi i fremtiden har brug for mere kapacitet, kan vi bare udvide gitteret. Og hvis vi har brug for mere fart på systemet, kan vi tilføje flere robotter og/eller porte."

Investeringen i såvel IT-systemer og integration mellem EET Groups ERP-system og Autostore er allerede foretaget.

"En anden ting, som også bør nævnes er leveringsnøjagtighed. Vi har allerede en meget høj leveringsnøjagtighed på 99,95%, men selv på dette område, kan vi optimere med AutoStore systemet. Og sidst, men ikke mindst, er der naturligvis et væsentligt reduceret strømforbrug, som vi ikke må glemme. Autostore-systemet bruger mindre strøm end lyset over gitteret, for robotter har ikke brug for lys, når de arbejder. Og som en miljøbevidst virksomhed har strømforbrug og miljøhensyn også haft betydning for vores valg af løsning."


Tags

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen