SecurityWorldMarket

29-06-2025

Vi skal være mindre afhængige af de store tech-giganter

"Vi har som politikere en forpligtelse til at sikre, at vores it-systemer i fremtiden ikke bliver afhængige af få store virksomheder”, siger digitaliseringsminister Caroline Stage. Foto: Moderaterne

Danmark skal være mindre afhængig af de store tech-giganter, når det gælder de digitale løsninger i den offentlige sektor. Derfor går Digitaliseringsministeriet nu i gang med at teste en ny open source-løsning.

Digitaliseringsministeriet har søsat et nyt pilotprojekt, hvor en gruppe medarbejdere begynder at teste et open source-alternativ til Microsoft Office-pakken.

Konkret er der tale om open source-platformen Collabora, som er baseret på open source-softwaren LibreOffice. De medarbejdere i Digitaliseringsministeriets departement, der indgår i pilotprojektet, vil i deres sagsbehandlersystem få erstattet Office-pakken med Collabora.

- Jeg har som minister talt om behovet for et opgør med vores digitale uafhængighed. Nu tager vi selv det første skridt i Digitaliseringsministeriet med det nye pilotprojekt. Jeg bilder mig ikke ind, at vi dermed er klar til at smide tech-giganterne på porten i morgen, men jeg ser det som et kærkomment skridt i den rigtige retning. Vi har som politikere en forpligtelse til at sikre, at vores it-systemer i fremtiden ikke bliver afhængige af få store virksomheder, siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Ministeriet går i gang med at teste et nyt integreret dokumentredigeringsmodul i sagsbehandlingssystemet F2, som bygger på Open Source-platformen Collabora baseret på LibreOffice. Det betyder, at ministeriets medarbejdere afprøver et alternativ til Microsoft Office-pakken og anvender open source-dokumentredigeringsværktøjer i stedet for Microsofts løsninger som Word, PowerPoint og Excel.

I de kommende måneder vil ministeriet overvåge og teste, om Collabora kan understøtte ministeriets arbejdsgange og behov på tilfredsstillende vis.

Det kommende testarbejde handler blandt andet om funktionalitet i forhold til ministeriets skabeloner, format for regeringssager, brug af ’track changes’, tabeller mv., samt om løsningen kan håndtere konvertering til og fra Word-format uden at ændre i dokumenternes opsætning.

Hvis testperioden forløber tilfredsstillende, forventes næste skridt at være en bredere udrulning af open source-alternativet i hele departementet.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen