SecurityWorldMarket

02-07-2023

Vi har rekordstor tillid til politiet

Foto: Kim Matthai Leland

Næsten 9 ud af 10 borgere har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Det viser Justitsministeriets nye tryghedsundersøgelse. Undersøgelsen viser samtidig, at det fortsat er en stor andel af borgerne, der grundlæggende føler sig trygge, men at færre borgere i de særligt udsatte boligområder er grundlæggende trygge, og at flere her oplever rocker- og bandeaktivitet end i resten af Danmark.

Justitsministeriet har i dag offentliggjort rapporten ”Tryghedsundersøgelse 2022. En måling af trygheden og tilliden til politiet i hele Danmark, i politikredsene, i de 98 kommuner og i de særligt udsatte boligområder”. Som en del af tryghedsundersøgelsen, der er udarbejdet af Justitsministeriets Forskningskontor, er borgerne blandt andet blevet spurgt, hvorvidt de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Og til det spørgsmål svarer hele 87 procent af de adspurgte ’ja’.

Med 87 procent positive tilkendegivelser er andelen af borgerne, der har tillid til dansk politi, rekordstor. Andelen, der i 2022 har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, er både statistisk signifikant større end ved målingen i 2021 samt i forhold til de tre år forinden (2017-2019 samlet set) og de første fire år af den periode, undersøgelsen har eksisteret (2013-2016 samlet set). I de tidligere målinger varierede denne andel mellem 79 og 85 procent.

Færre trygge i de særligt udsatte boligområder end i resten af landet

Udover tillid til politiet omfatter Tryghedsundersøgelsen 2022 – som i foregående år – en måling af borgernes oplevelse af grundlæggende tryghed i deres nabolag. I 2022 angiver 89 procent af borgerne i hele Danmark, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. 7 procent angiver, at de grundlæggende føler sig utrygge i deres nabolag, mens 4 procent angiver, at de hverken føler sig trygge eller utrygge.

Andelen af borgere i hele Danmark, der grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag, adskiller sig i 2022 ikke fra den tilsvarende andel i 2021, men er større end i perioden 2017-2019 samlet set, hvor 86-87 procent af de adspurgte angav, at de grundlæggende følte sig trygge i deres nabolag.

Andelen, der grundlæggende føler sig trygge, er ligesom i forrige tryghedsundersøgelser mindre blandt borgerne i de særligt udsatte boligområder end blandt borgerne i resten af landet. Således angiver 72 procent af borgerne i de særligt udsatte boligområder i 2022, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Samtidig angiver godt 3 ud af 10 (31 procent) borgere i de særligt udsatte boligområder, at de har oplevet rocker- og bandeaktiviteter i deres nabolag, mens det samme gælder for 1 ud af 10 borgere i resten af landet.

Om Tryghedsundersøgelsen 2022

Justitsministeriet har i 2022 gennemført en spørgeskemaundersøgelse om tryghed og tillid til politiet blandt borgerne i Danmark. Undersøgelsen er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019, og som Justitsministeriet har overtaget og udarbejdet siden 2021.

Spørgeskemaundersøgelsen er i 2022 besvaret af 25.796 personer og er baseret på de samme spørgsmål, som er stillet i alle tidligere år om borgernes grundlæggende tryghed i deres nabolag og deres tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Undersøgelsen er derudover siden 2021 udvidet med en række spørgsmål vedrørende typer af steder og adfærd, som de adspurgte kan føle sig utrygge ved.



Leverandører
Tilbage til toppen