SecurityWorldMarket

07-04-2023

Udenlandske it-medarbejdere bidrager årligt med 14 mia. kroner

- Udenlandsk arbejdskraft bidrager væsentligt til det danske samfunds økonomi, og derfor har vi en stor interesse i at gøre Danmark til et første valg for udenlandsk arbejdskraft, siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Udenlandske it-medarbejdere giver et markant bidrag til Danmark. I 2022 bidrog udenlandsk arbejdskraft i it-erhvervet med en værdiskabelse på omkring 14 mia. kr. Det viser nye beregninger fra IT-Branchen.

Udenlandsk arbejdskraft har stor betydning for it-branchen, hvor mange virksomheder har betydelige vanskeligheder ved at rekruttere den rette og nødvendige arbejdskraft. Alene i 2022 bidrog udenlandsk arbejdskraft til en værdiskabelse på omkring 14 mia. kr.


- Der bliver talt meget om værdien af at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til brancher, der kæmper med at finde medarbejdere nok. Men de hjælper ikke bare den enkelte virksomhed med at løse opgaver og fuldføre ordrer. De bidrager også væsentligt til det danske samfunds økonomi, og derfor har vi en stor interesse i at gøre Danmark til et første valg for udenlandsk arbejdskraft, siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Stor vækst i antallet af udenlandske medarbejdere

Med 14.700 fuldtidsbeskæftigede udenlandske lønmodtagere, udgør de nu 13,4% af beskæftigelsen i it-branchen – svarende til ca. hver 8. medarbejder.

Mens der generelt på det danske arbejdsmarked er tale om en fordobling af udenlandske medarbejder siden 2012, er antallet af udenlandske medarbejdere i it-erhvervet steget med 180%, de seneste ti år.

Udenlandsk arbejdskraft bidrager med 14 mia. kr. i it-erhvervet

It-branchen bidrager i 2022 med en samfundsmæssig værdiskabelse på 107 mia. kr. Hvis det antages, at udenlandske medarbejdere bidrager med en tilsvarende produktivitet som danske medarbejdere, så bidrager de årligt med over 14 mia. kr. til det danske samfund.

Specialisterne kommer fra både Indien og Sverige

I dag kommer 17% af den udenlandske arbejdskraft i it-erhvervet fra de nordiske lande – heraf ca. 10% fra Sverige. Markant flere beskæftigede i it-erhvervet end på det øvrige arbejdsmarked kommer fra Indien. 11,3% af den udenlandske arbejdskraft i it-erhvervet kommer fra Indien. Til sammenligning er blot 2,5% af de udenlandske beskæftigede på det danske arbejdsmarked fra Indien.

Vi skal gøre det attraktivt at arbejde i Danmark

Der er mange udfordringer ved at flytte til at andet land for at bo og arbejde. Det gælder både praktiske overvejelser, såsom bolig, job til ægtefælle og skole og fritidsinteresser til børnene.

I IT-Branchens årlige IT-Barometer-analyse, fortæller virksomhederne, at det især er de administrative udfordringer og sproget, der er en barriere for at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Det gælder derfor om at få ryddet barriere af vejen, da de udenlandske specialister ellers vælger et andet land end Danmark at arbejde og bosætte sig i.

- Hvis vi ikke skal gå glip af milliarder af kroner hvert år, skal vi sørge for, at Danmark er et attraktivt land for udenlandske specialister. It-virksomhederne har brug for arbejdskraften, da det er en konstant udfordring at rekruttere de rette og nødvendige talenter, og som nation har vi brug for den enorme værdiskabelse, som de bidrager med. Derfor skal vi selvfølgelig rydde de barrierer af vejen som virksomhederne peger på, slutter Natasha Friis Saxberg.

IT-Branchen er derfor meget begejstrede for, at der netop er vedtaget regler, der gør det lettere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Bl.a. er den såkaldte fasttrack ordning åbnet op for mindre virksomheder, hvilket IT-Branchen længe har efterspurgt.

Der er dog fortsat behov for at gøre en indsats for at mindske det administrative bøvl og de lange sagsbehandlingstider, der bl.a. betyder at det kan tage måneder at få et cpr.nr. og en bankkonto, så der kan udbetales løn.



Leverandører
Tilbage til toppen