SecurityWorldMarket

12-07-2023

TXOne og Infinigate går sammen om at styrke OT-sikkerheden i Norden

Zero Trust-leverandør TXOne og distributør af cybersikkerhed Infinigate har netop indgået et samarbejde i Danmark og resten af Norden. Samarbejdet kommer som led i begge parters vision om at styrke OT-sikkerheden for virksomheder inden for industri, produktion og kritisk infrastruktur.

Cybertrusler mod den operationelle teknologi (OT) stiger stødt i takt med, at produktionsvirksomheder bliver mere digitaliserede. De kobler nemlig i højere grad produktionssystemer og -maskiner til virksomhedens almindelige netværk, hvilket giver en langt større angrebsflade end tidligere, og gør deres OT-miljøer langt mere sårbare overfor cyberkriminalitet.

Udover store økonomiske konsekvenser for de berørte virksomheder kan et cyberangreb på et OT-miljø derudover have stor betydning for samfundet, da mange produktionsvirksomheder spiller en vigtig rolle i levering af kritisk infrastruktur som el, vand, spildevand og adgang til andre forsyninger. Derfor har TXOne og Infinigate valgt at samarbejde om at beskytte de virksomhederne og Nordens kritiske infrastruktur.

Høj efterspørgsel på OT-sikkerhed

TXOne tilbyder dedikerede løsninger til OT-miljøer med et konstant fokus på at innovere og udvikle den bedste cybersikkerhed til blandt andet digitaliserede produktionsvirksomheder. Distributionsaftalen med Infinigate er indgået på grund af virksomhedens status som value-added distributør og den store viden og specialisering inden for rådgivning i cybersikkerhed.

- TXOne er i øjeblikket i en stærk vækstfase med fokus på Norden og Nordeuropa. Det nye samarbejde giver os større mulighed for at rykke hurtigt og agilt på markedet. At Infinigate også specialiserer sig i cybersikkerhed ser vi som utrolig værdifuldt, da de både har viden og en etableret forhandlerkanal til at hjælpe os på vores vækstrejse, siger Fredrik Sandberg, der er Channel Director hos TXOne.

For Infinigate er det et naturligt skridt i udviklingen af virksomhedens produkt- og servicetilbud at indgå i et samarbejde med TXOne, fordi der er en høj efterspørgsel på OT-sikkerhed verden over. Thomas Hagelid, der er Vice President for Norden og Benelux i Infignite udtaler om samarbejdet:

- Vi takker for tilliden og ser meget frem til partnerskabet med TXOne. TXOne tilbyder tekniske løsninger, som markedet i særdeleshed har brug for lige nu, da det er tydeligt, at angreb mod kritisk infrastruktur stiger dramatisk. Sammen kan vi levere løsninger, der er tilpasset til, hvordan situationen for OT er.

Automatisering øger risikoen for cyberangreb

Industrivirksomheder verden over gennemgår i øjeblikket en rivende udvikling indenfor digitalisering og automatisering, og fokus for mange er på at kunne træffe kompetente forretningsdrevne beslutninger baseret på data. For at få adgang til de data skal de ofte meget komplekse OT-miljøer have adgang til internettet og meget ofte en cloud. Men for ikke at åbne miljøerne op for flere cybertrusler, skal der være styr på sikkerheden.

Da de maskiner, der hører til i OT-miljøer stiller unikke krav til sikkerheden, er traditionelle it-sikkerhedsløsninger ikke altid tilstrækkelige. Samarbejdet mellem TXOne og Infinigate sikrer, at virksomheder med behov for OT-sikkerhed får hjælp fra erfarne eksperter med løsninger, der er designede til fremtidens industri.

Samarbejdet, der netop er trådt i kraft, omfatter lige nu Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island samt Holland og de baltiske lande.

Om Infinigate

Infinigate er en distributør med fokus på it-sikkerhed. Med en portefølje af markedsledende it-sikkerhedsudbydere er Infinigates mission at hjælpe forhandlere med at udvikle deres sikkerhedstilbud og nå ud med it-sikkerhedsløsninger til virksomheder og organisationer. Infinigate-gruppen beskæftiger over 1200 medarbejdere, er etableret i 30 lande og har kunder i over 50 lande. Hovedkontoret ligger i Schweiz.

Om TXOne Networks

TXOne Networks tilbyder cybersikkerhedsløsninger, der giver pålidelighed og sikkerhed for industrielle kontrolsystemer og driftsteknologimiljøer via OT-metoder med Zero Trust-teknologi. TXOne Networks tilbyder både netværksbaserede og endpoint-baserede produkter til at beskytte OT-netværket og kritiske enheder med dybdegående forsvar i realtid. Hovedkontoret ligger i Taipei.



Leverandører
Tilbage til toppen