SecurityWorldMarket

22-01-2022

PET udgiver for første gang en ”Vurdering af spionagetruslen mod Danmark”

PETs hovedkvarter i Søborg ved København. Foto: PET.

Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed i Danmark er blevet mere markant. Der er tale om spionage, påvirkning, chikane, forsøg på ulovligt at anskaffe produkter, teknologi og viden samt i helt særlige tilfælde likvideringsforsøg. Det viser PET’s ”Vurdering af spionagetruslen mod Danmark”, der udkommer for første gang.

En række fremmede stater udfører aktivt efterretningsvirksomhed mod Danmark, og spionagetruslen er de senere år blevet mere markant. Trusselsbilledet er også relevant for Færøerne og Grønland. Det viser PET’s ”Vurdering af spionagetruslen mod Danmark”, der er PET’s første samlede vurdering af spionagetruslen mod Danmark.

PET har i de seneste år afdækket flere sager, der vidner om, at truslen er reel. Det fortæller Anders Henriksen, der er afdelingschef for Kontraspionage hos PET.

- Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Danmark, Grønland og Færøerne er blevet mere markant i de seneste år. Vi står over for en bredspektret og kompleks trussel fra fremmede staters efterretningsvirksomhed. Truslen udgår primært fra Rusland, Kina og Iran, men der er også eksempler på, at andre stater udfører efterretningsaktiviteter i Danmark, siger Anders Henriksen.

Danmark er et attraktivt mål

Fremmede stater spionerer først og fremmest mod Danmark for at styrke deres egen politiske, militære og økonomiske position. Danmarks aktive rolle på den internationale scene, digitaliseringen og et højt teknologisk vidensniveau er bl.a. med til at gøre Danmark til et attraktivt mål for fremmed efterretningsvirksomhed. Hertil kommer en øget rivalisering mellem stormagterne Rusland, Kina og USA, som f.eks. ses i form af et øget fokus på Arktis.

Fremmede efterretningstjenester udviser særligt interesse for politikere, ministerier og embedsmænd i centraladministrationen. Især de politikere, ministerier og embedsmænd, der beskæftiger sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik eller med områder og sager, der vedrører energi og råstoffer.

Danmark er på en række områder førende i verden inden for teknologi, innovation og forskning. Det gælder bl.a. inden for energi og bioteknologi, og inden for visse kritiske teknologier. Danmarks førerposition udgør et væsentligt indtægtsgrundlag for danske virksomheder, men den gør samtidig Danmark til et attraktivt mål for fremmede stater som især Kina, der gennem spionage forsøger at få fat i dansk viden og teknologi.

Nye spillere på banen

PET har – ligesom andre efterretningstjenester – set flere eksempler på, at Rusland har intensiveret sine efterretningsaktiviteter mod Vesten. Derudover er der kommet nye spillere på banen, bl.a. Kina samt lande som Iran og Saudi Arabien, der eksporterer deres regionale konflikter til Danmark.

- På baggrund af den mere markante spionagetrussel ser PET et behov for at øge modstandskraften mod fremmede efterretningstjenester i hele Rigsfællesskabet. PET har derfor styrket indsatsen inden for kontraspionage. Vi har udbygget vores analyse- og efterforskningskapacitet og vores rådgivningsindsats. Det er bl.a. vigtigt, at ansatte i ministerier, på universiteter og i teknologivirksomheder kender til truslen, så de kan tage de rette forholdsregler. I sidste ende handler det om at beskytte Danmarks, Grønlands og Færøernes sikkerhed, vores interesser og vores økonomi, siger Anders Henriksen.



Leverandører
Tilbage til toppen