SecurityWorldMarket

14-07-2022

Ny national strategi i kampen mod hvidvask

- Den nye strategi et rigtigt og vigtigt initiativ, som vi kan bruge i en fælles og mere fokuseret kamp mod den organiserede kriminalitet og ikke mindst de personer, der står bag den, siger justitsministeren.

De senere års indsats mod hvidvask og terrorfinansiering har gjort det sværere at være organiseret kriminel i Danmark. Men der er fortsat behov for at styrke den fælles myndighedsindsats, så de kriminelle får sværere ved at udnytte det danske samfund til hvidvask og terrorfinansiering. Derfor har regeringen udarbejdet en ny national strategi til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Strategien løber frem til 2025 og bygger videre på de mange initiativer, der er taget de seneste år.

Truslerne på hvidvaskområdet er i konstant udvikling. De kriminelle søger nye veje for at omgå myndighedernes tilsyn og kontroller, idet de tilpasser deres virke til ændret lovgivning, nye muligheder på de finansielle markeder og anvendelse af ny teknologi. De organiserede kriminelle er blevet mere professionelle med årene, og det medfører desværre, at de gennem komplekse netværk, brugen af stråmænd og andre metoder har held med at skjule deres udbytte fra myndighederne.

Justitsministeriet, Erhvervsministeriet og Skatteministeriet har derfor i samarbejde med myndighederne og under inddragelse af brancheorganisationer og private aktører udarbejdet en ny national strategi til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering frem til 2025. Den nye hvidvaskstrategi fokuserer på fem overordnede områder, hvor indsatsen med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering vil blive fokuseret. Dertil er der opstillet 21 strategiske målsætninger for perioden.

Strategien vil styrke indsatsen yderligere mod udbyttegivende, kompleks og organiseret kriminalitet. Det indebærer bl.a., at myndigheder og private aktører sammenholder og koordinerer deres viden om de tendenser, der ses på området. Derudover skal det operative samarbejde styrkes, så der ved fælles hjælp kan identificere flere bagmænd i de større, komplicerede og internationale hvidvasksager. Desuden skal myndighederne være bedre i stand til at sætte hårdt ind over for den organiserede kriminalitet. Det skal bl.a. ske ved øget fokus på sporing, identifikation og beslaglæggelse af udbytte fra økonomisk kriminalitet.

Justitsminister Mattias Tesfaye udtaler:

- Bandekriminelle og internationale skattesvindlere bruger i udpræget grad hvidvask til at skjule deres ulovlige udbytte. Det skal der sættes en stopper for. Økonomisk kriminalitet går på tværs af landegrænser, og bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet går på tværs af myndigheder. Derfor har regeringen allerede taget en række initiativer, som skal være med til at standse svindlen. Der er bl.a. etableret en ny enhed i politiet, som skal håndtere den type særlige kriminalitet, og som skal sidde for bordenden af et nyt operativt samarbejde med private aktører om bekæmpelse af hvidvask. Men vi kan og skal gøre mere. Derfor er den nye strategi et rigtigt og vigtigt initiativ, som vi kan bruge i en fælles og mere fokuseret kamp mod den organiserede kriminalitet og ikke mindst de personer, der står bag den.

Mere fokus på samarbejde på tværs af myndigheder og private aktører

Ved politisk aftale mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om yderligere initiativer til styrkelse af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering af 19. september 2018 blev aftalepartierne enige om en samlet national strategi til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering 2018-2021.

Med den nationale strategi for 2018-2021 blev den samlede danske indsats mod hvidvask og terrorfinansiering organiseret i et samarbejde under HvidvaskForum, der allerede havde eksisteret i en årrække, med en række underarbejdsgrupper hertil. Hvidvaskforummet og dets underarbejdsgrupper har gjort det muligt at arbejde mere fokuseret og effektivt på specifikke områder, som har en særlig betydning for forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Den nye strategi lægger op til et øget samarbejde mellem myndighederne og de private aktører, så indsatsen med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering kan styrkes endnu mere. Det skal bl.a. ske ved at øge antallet af årlige møder fra tidligere to til fire, hvor konkrete emner skal tages op og behandles. Derudover skal man i højere grad inddrage og fremme viden fra forskningsverdenen.

Baggrund

Danmark blev tilbage i 2017 kritiseret for manglende hvidvasktiltag af Financial Action Task Force (FATF). På baggrund af FATFs kritik blev der udarbejdet en national strategi til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering 2018-2021. I den forbindelse var det en prioritet, at Danmark skulle være en aktiv deltager i det internationale samarbejde på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet. Derudover skulle der følges op på FATFs anbefalinger. Der har derfor været et stort fokus på anbefalingerne, og Danmark lever nu op til 38 ud af 40 anbefalinger fra FATF.



Leverandører
Tilbage til toppen