SecurityWorldMarket

20-10-2021

Ny malware rammer danske virksomheder via medarbejdernes Androidtelefon

Danske virksomheder rammes i stigende grad af Lokibot-malwaren, der kan stjæle logininformationer fra medarbejdernes arbejdstelefon- og computer. Dermed er Lokibot den største cybertrussel mod danske virksomheder netop nu. Det viser Check Point Software Technologies’ seneste Global Threat Index.

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har netop offentliggjort deres seneste Global Threat Index-rapport for september 2021. Den viser, at Lokibot er den største cybertrussel mod danske virksomheder lige nu. I september har Lokibot ramt 4,28 pct. af danske virksomheder, hvilket er betydeligt mere end på verdensplan, hvor malwaren blot har ramt 0,86 pct af alle virksomheder.

Lokibot, der første gang så dagens lys i 2016, er en såkaldt infostealer, der kan ramme både Windows- og Androidbrugere. Malwaren høster logininformationer fra forskellige apps på brugerens enhed, som f.eks. browsere og email-klienter. Lokibot bliver ofte solgt på hackingfora, og siden 2017 har der også været versioner af malwaren med ransomwarefunktion, der giver cyberkriminelle flere muligheder for at tjene penge.

- Vi oplever desværre ofte, at mange virksomheder kun tænker it-sikkerhed ind i servere og cloud samt deres medarbejderes computere. I fremtiden vil danske medarbejdere i stigende grad arbejde på farten eller fra andre steder end kontoret. Og her vil de i høj grad benytte andre enheder end deres arbejdscomputer, når de skal kommunikere med f.eks. kunder og kolleger, fortæller Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark. Han afslutter:

- Lokibot er et godt eksempel på, at danske virksomheder derfor bliver nødt til at have fokus på at sikre alle mobile enheder, som f.eks. mobiltelefoner og tablets. Hvis de ikke sikrer medarbejdernes enheder, vil de cyberkriminelle før eller siden udnytte sikkerhedshuller til at få adgang til virksomhedens data, og det kan koste virksomheden dyrt.

På globalt plan er den berygtede Trickbot-malware igen den største cybertrussel og har ramt 4 pct. af alle virksomheder.



Leverandører
Tilbage til toppen