SecurityWorldMarket

24-11-2021

Nets indgår nordisk partneraftale med Nordhealth

Finske Nordhealth, der er førende inden for cloud-baserede softwareløsninger til dyrlæger og terapeuter, har indgået en nordisk partneraftale med Nets om at levere integrerede betalingsløsninger.

Aftalen kan øge fleksibiliteten for de omkring 5800 klinikker, som Nordhealth servicerer i Norden, der får bedre adgang til at blive understøttet på tværs af betalingskanaler - både når de skal tage imod fysiske betalinger på klinikken, betaling online eller via mobilen.

- Hos Nordhealth bestræber vi os på at levere en brugervenlig, enkel og integreret betalingsløsning til vores kunder, som samtidig kan skaleres i takt med vores europæiske vækst, siger Charles MacBain, CEO i Nordhealth, og fortsætter:

- Vi forventer, at partnerskabet med Nets vil give vores kunder adgang til en bedre samlet betalingsløsning, der lever op til de højeste krav til sikkerhed og tilgængelighed, og som vil bidrage til at øge vores samlede betalingsvolumen.

Lars Volker Hansen, ansvarlig for Partner Sales i Norden hos Nets, tilføjer:

- Vi ser frem til samarbejdet og muligheden for i større grad at understøtte internationale leverandører af cloudbaseret software til forskellige brancher, så vi dermed medvirker til at forenkle betalingsoplevelsen for deres slutkunder og ikke mindst deres patienter. Udover at levere integrerede betalingsløsninger til de klinikker, som Nordhealth samarbejder med, bestræber vi os også på at give dem adgang til et styrket datagrundlag, der vil gøre dem i stand til yderligere at strømline deres kundevendte ydelser.

Om Nordhealth

Nordhealth er en vækstvirksomhed, der er børsnoteret i Oslo, og som leverer cloud-baserede softwareløsninger til dyrlæger og professionelle terapeuter. Virksomhedens produkter servicerer mere end 30.000 dyrlæger og terapeuter på tværs af 7.000 klinikker og hospitaler i mere end 25 lande. Fra hovedkvarteret i Helsinki har Nordhealth et solidt udgangspunkt for yderligere vækst fra Norden til også at betjene kunder mere internationalt via de ca. 240 medarbejdere.



Leverandører
Tilbage til toppen