Tre år efter fusionen med italienske Nexi bevæger Nets sig ind i sin næste fase og byder Allan Bonke velkommen som ny landechef i Danmark. Dette afspejler et fortsat fokus på at kommercialisere virksomheden og udnytte styrkerne ved at være en del af den førende betalingsvirksomhed i Europa, samtidig med at der fastholdes en lokal tilgang.
- Som førende aktør i et stærkt konkurrencepræget marked er det afgørende, at vi konstant tilpasser os de ændrede rammer med fokus på at forbedre kundeoplevelsen. Allan Bonke har solid erfaring både fra IT, telekommunikation og finans, og har vist han kan stå i spidsen for operationelle forandringer i markedsledende virksomheder, hvor der samtidig leveres kundeorientererede og innovative løsninger. Derfor ser jeg ham som den rette til fremadrettet at stå i spidsen for vores forretning i Danmark, siger Lars Erik Tellmann, Chief Regional Officer for Nexi Group i Norden.
Den afgående landechef, Jeppe Juul-Andersen, forlader Nets.
Ændringer i bestyrelsen
Samtidig ændres sammensætningen af bestyrelsen for Nets Denmark, som dækker over alle nordiske aktiviteter i Nexi koncernen. Bestyrelsesformand for Nets Denmark A/S og tidligere CEO for Nets, Bo Nilsson, træder ud af bestyrelsen for at fokusere på andre projekter, hvilket er i naturlig forlængelse af hans afgang fra bestyrelsen i Nexi i foråret. I stedet tiltræder to medlemmer af Nexi’s koncernledelse.
Efter bestyrelsesændringen vil Gianluca Ventura, Group Head of HR og en del af koncernledelsen i Nexi, tiltræde som ny bestyrelsesformand.